scroll
Åben Maskinvej var værd at køre efter Otte maskinfirmaer med en lang række forskellige maskinmærker til entreprenører, landbruget og den grønne sektor rullede op på rad og række til Åben Maskinvej 2024.

Åben Maskinvej var værd at køre efter

Masser af professionelle maskinfolk bød foråret velkommen ved at lægge vejen forbi otte gange åbent hus i Ringsted

Det er populært blandt de professionelle brugere, når et maskinfirma slår dørene op og byder indenfor til åbent hus med en hob af flotte maskiner.

Det er ekstremt populært, når ikke færre end otte maskinfirmaer inviterer til Danmarks største vejfest. Det manifesteredes på bedste vis, da Ringsted bød til Åben Maskinvej 2024 i en koordineret udstilling af helt nye dimensioner.

Otte virksomheder med maskiner til entreprenører, landbrug, den grønne sektor og industrien har adresse i samme område i det nordøstlige Ringsted.

Seks af dem har allerede vist sig frem samtidig fem gange. I år sluttede firma nummer syv og otte sig til, da Åben Maskinvej blev en realitet for sjette gang.

- Åben Maskinvej havde besøg af mellem 1500 og 2000 gæster i løbet af de to dage. Det er med til at bevise konceptets berettigelse. Tiltrækningskraften bliver større for de maskininteresserede, når der virkelig er noget at køre efter.

- Og at dømme efter feedback fra alle de deltagende maskinhandlere blev det til både salg af maskiner og masser af god maskinsnak, som firmaernes salgsfolk nu skal følge op på, fortæller marketingchef Bjørn Fuglsang hos Scantruck, som er koordinator på Åben Maskinvej.

Flot velkomst til de nye
S. D. Kjærsgaard er flyttet til fra Karlslunde og er nu på plads i nybyggeri på Knudslund Allé, som er ’lige rundt om hjørnet’ fra kollegerne på Kærup Parkvej. S. D. Kjærsgaard har den danske forhandling af entreprenørmaskiner fra Case Construction og Dieci samt høstmaskiner fra Case IH.

Firmaet fik en fin velkomst af maskinfolket, som flokkedes i de nye lokaler allerede fra åbningen af årets arrangement.

100 meter derfra er Nellemann Machinery i gang med at bygge sit nye domicil. Firmaet havde også stillet maskiner frem i dagens anledning. Nellemann Machinery forhandler Kubota, Kärcher og Billy Goat.

Også hos JCB-importøren, Reesink, var der masser af gæster begge dage. Hos flere af firmaerne var Engcon med som gæsteudstiller, og hos Reesink demonstrerede en yderst professionel maskinfører, hvad man kan med en JCB-gravemaskine og en Engcon-tiltrotator.

Reesinks besøgende havde tillige mulighed for selv at prøve grejet af i testområdet.

Scantruck har været med fra starten, og i år kunne firmaet krydre sin del af festen med præsentation af en helt ny maskinhal ved det sjællandske domicil. Hallen er 2200 m2 og sikrer firmaet plads til både nye og brugte maskiner.

Tillige har den givet mulighed for, at både lager og værksted kunne udvides i den allerede eksisterende bygning, som også har fået nye salgskontorer.

Den nye hal dannede ramme om Scantrucks del af Åben Maskinvej med maskiner fra blandt andre Komatsu, Manitou, Weycor, Sennebogen og McCloskey, samt lifte fra producenterne GMG, PB og Platform Basket.

Dæk og bælter
Det var oprindelig det årlige åbent hus-arrangement hos den danske maskinproducent, Hydrema, der nu for år tilbage udviklede sig til Åben Maskinvej. Hydrema-folkene var da også klar til igen at tage imod og vise frem.

Masser af Hydrema-maskiner var linet op, og gæsterne havde mulighed for både at sparke dæk og bælter samt få en snak om de nyeste modeller.

Også hos Hydrema var der skabt et demo-areal, hvor en 926G rendegraver viste sig frem for publikum.

Hydrema har adresse i bunden af Kærup Parkvej klos op ad Vestmotorvejen, og de nærmeste naboer hedder Semler Agro og Helms TMT-Centret. Yderligere to firmaer, der fast deltager i Åben Maskinvej.

Også Helms TMT-Centret bor i nyt. Ved sidste års Åben Maskinvej var firmaet netop rykket ind i et helt nyt hus med læssemaskinerne fra Schäffer sammen med blandt andet McCormick-traktorer.

Det nye Helms-center har også givet plads til bilfirmaet S&S Bilhus, som forhandler pickup-arbejdsbiler fra de amerikanske producenter RAM og Chevrolet.

-dc

8/4 2024