Bygma Red Week
scroll
Den høje pris giver mening På billedet ses fra venstre: Finn Jensen, direktør for Dansk Overfladebelægning, Allan Olsen, projektleder og teknisk ansvarlig, DOB, og Søren Jacobsen, indehaver af SBJ.

Den høje pris giver mening

Det er ikke nødvendigvis en billig omgang at få specialfremstillet nye maskiner, men for Dansk Overfladebelægning har det været alle pengene værd

Dansk Overfladebelægning (DOB) har fået opdateret sin maskinpark med to nye modeller.

Begge maskiner – en bitumenudlægger udviklet i samarbejde med den tyske producent Schäfer Technics samt en stennedlægger, Egsmark CS1800 chipspreader fra Bostlund-Jacobsen Hydraulik ApS (BJH) – er specialfremstillet til DOB, der er specialister i overfladebelægning.

- Selve bitumenudlæggeren, en Schaefer Technic SRK 1200 mini bitumen-udlægger, består af en Boki 140 undervogn på 1400 millimeter og en forskydelig sprøjtebom på 2800 millimeter.

- Herpå er placeret en overdel med kabine og teknikrum samt en 1200 liter stor tank. Begge dele er fra den tyske stålproducent Schaefer Technic fra Stuttgart, fortæller Søren Jacobsen, indehaver af BJH, der har ansvaret for service på maskinerne hos DOB.

- Ønsket var en meget smal maskine på 1,4 meter, og det har taget et lille år at få det hele stykket sammen. Det er ikke et standardprodukt. Vi startede med bredden på undervognen, og så er resten tilpasset. Det gælder også grundpakken med teknik, der løbende er blevet videreudviklet på, tilføjer han.

Den samlede pris for mini bitumenudlæggeren løber op i 2,5 mio. kr.

- Den høje pris giver mening, fordi maskinen blot skal betjenes af en enkelt person. Den styres fra kabinen via en touch screen-styring, hvor man starter anlægget.

- Der er et procesanlæg, som sprøjter bitumen ud med millimeteragtig præcision. Inde i kabinen er der kameraer, så føreren kan se, hvad der sker bagude. Dermed er der fuld kontrol over hele processen, siger Søren Jacobsen.

To unikke maskiner
Grunden til, at bitumenudlæggeren er unik, er, at den skal kunne bruges på specialopgaver i for eksempel haveforeninger og til at lave cykelstier eller belægninger i byer, hvor der ikke er megen plads.

Især i byerne er det blevet populært at lave granitlignende overflader i forskellige farver.

- DOBs marked har ændret sig fra at dække mange kvadratmeter til at være mindre specialopgaver som stier, gange i haveforeninger og parkeringspladser – alle med forskellige belægningsudtryk og farver.

- Og det kræver en lille enmandsbetjent specialmaskine med høj driftssikkerhed, siger Finn Jensen, der er direktør, DOB.

Udover den specialfremstillede Schaefer Technic SRK 1200 bestilte DOB også en ny stenudlægger, fordi den gamle gav alt for mange problemer.

Kravet var, at udlæggeren skulle kunne udføre den sædvanlige funktion på en mere driftssikker måde, men derudover var der ønske om, at den skulle være mere automatiseret. Og da en stenudlægger heller ikke er en standardmaskine, så måtte man starte helt fra bunden.

- Selve vognen i stenudlæggeren er en klassisk 3,5 ton dumper, en knækmaskine fra producenten Thwaites. Til den maskine har jeg fremstillet og monteret vores egen Egsmark CS1800 chipspreader, siger Søren Jacobsen, der er uddannet maskinkonstruktør og lastvognsmekaniker.

Baseret på erfaringer
Den såkaldte chipspreader er en stenkasse, som dumperen fylder med det materiale, kunden har valgt.

Maskinens 1800 millimeters bredde er perforeret af 12 spjælde hver á 150 millimeter. Det betyder, at føreren kan vælge det antal spjælde, der svarer til den bredde, som bitumenudlæggeren laver. Det sker via et operatørpanel, som er placeret ved førersædet.

- Jeg har lavet maskinen baseret på de erfaringer, jeg har haft de seneste fem år med at reparere på DOB's eksisterende materiel.

- Så alle de redesigns og justeringer, jeg har lavet på de gamle maskiner, har jeg taget med i den her, siger Søren Jacobsen, som også de sidste fem år har været agent på salg og service for Schäfer Technics.

På grund af det svingende danske vejr har DOB statistisk kun cirka 100 dage om året, hvor man kan køre med maskinerne. Derfor er det af afgørende betydning, at alt fungerer upåklageligt.

- Maskinerne skal være driftssikre. Det er alt for dyrt at have et hold på fire, fem mand siddende og vente, hvis noget ikke virker.

- Derfor er alt lavet så servicevenligt som muligt. Så hvis noget går i stykker, kan man guide medarbejderne over telefonen. Og når den skal skilles ad til service, så kan en enkelt mand tage sig af arbejdet, siger konstruktøren af DOB's nye specialmaskiner.

Samlet set er prisen for de to specialproducerede maskiner 3,5 mio. kr.

- De nye maskiner opfylder alle krav til sikkerhed og emissioner, der er fra myndighedernes side. Det er selvfølgelig en stor investering, men DOB er markedsleder, så det er en investering i fremtiden, siger direktør Finn Jensen.

-dc

13/9 2024