Entreprenørmaskiner har mindre el-potentiale end lastbilerArkivfoto: Vejdirektoratet

Entreprenørmaskiner har mindre el-potentiale end lastbiler

På længere sigt skønnes lastbiler i højere grad at blive elektrificeret end entreprenørmaskiner. Dermed kan der være et større uforløst potentiale for entreprenørmaskiner

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) oplyser i et svar til Folketinget, at lastbiler og entreprenørmaskiner skønnes i 2024 at udlede hhv. 1,5 mio. ton CO2e og 0,5 mio. ton CO2e – CO” ækvivalenter.

(CO2e bruges til at beregne, hvor mange ton CO2 der skal til, for at opnå samme effekt, som ét ton af en anden drivhusgas - det tal er så gassens CO2-ækvivalent).

Udledningerne skyldes, at energiforbruget i både lastbiler og entreprenørmaskiner primært kommer fra diesel. Det betyder, at potentialet for at opnå flest CO2e-reduktioner ved elektrificering størst for lastbiler på kort sigt.

Indfries frem mod 2035
Ministeren bemærker dog, at en stor del af potentialet - særligt for lastbiler - skønnes at blive indfriet frem mod 2035 med nuværende regulering.

Incitamenter til elektrificering af lastbiler skyldes blandt andet CO2-reduktionskrav for tunge køretøjer, herunder lastbiler, fra 2025 i EU.
CO2 reduktionskravet i 2025 er på 15 procent, stigende til 45 procent i 2030 og 90 procent i 2040.

Desuden er såvel lastbiler som entreprenørmaskiner omfattet af CO2-afgiften. Det skønnes også at skabe incitament til elektrificering af lastbiler og arbejdsmaskiner.

Skal tage hensyn til Danmark som foregangsland
På længere sigt skønnes lastbiler i højere grad at blive elektrificeret end entreprenørmaskiner.

Dermed kan der være et større uforløst potentiale for entreprenørmaskiner. Nye initiativer skal dog ses i sammenhæng med de vejledende principper i Klimaloven, der noterer, at klimaindsatsen blandt andet skal tage hensyn til, at Danmark skal agere som foregangsland, omkostningseffektivitet, social balance.

Desuden skal det mindske risikoen for, at udledninger flytter til andre lande:

- Alle tiltag vil skulle afvejes imellem de forskellige hensyn i klimaloven. Ud fra princippet om omkostningseffektivitet bør man for eksempel have en ensartet CO2 beskatning, da det i udgangspunktet har de laveste samfundsøkonomiske omkostninger, oplyser Lars Aagaard.

Usikkerhed om potentiale
Det bemærkes, at der hersker usikkerhed om, hvor stor en del af potentialet, der kan realiseres ved elektrificering, og som samtidig vil være økonomisk rentabelt.

Det skyldes blandt andet, at der er usikkerhed om teknologiudviklingen, infrastrukturbehovet og derfor i hvor høj grad elektrificeringen er markedsmoden.

 

7/10 2025