bygma
bygma
scroll
Mere sikkerhed og mindre bøvl med en vippesluse På Bam-bus’ Youtube-profil kan du se en kort video af, hvordan vippeslusen virker.

Mere sikkerhed og mindre bøvl med en vippesluse

En vippesluse gør det nemt og risikofrit at få materiale fragtet til og fra stilladset uden behov for sele

Af Daniel Christensen

Det kan være en omstændig proces at få materiel og materialer transporteret til og fra et stillads ikke mindst pga. forskellige sikkerhedsregler, der skal begrænse risikoen for ulykker. Derfor har stilladsleverandøren Haki sammen med den fynske entreprenørvirksomhed Hansson og Knudsen udviklet en vippesluse, der gør den del af arbejdet nemt, og som, hvis slusen bruges rigtigt, overflødiggør stilladsarbejderens behov for at have sele på.

Erik Frederiksen er salgskonsulent i Haki, og han vurderer, at der lige nu er 30 vippesluser i drift i Danmark. Rent praktisk er vippeslusen ikke særlig kompliceret at bruge, forklarer han:

- Vippeslusen fungerer sådan, at man åbner stilladset udadtil og samtidig lukker det indadtil, så der eksempelvis kan blive sat en byrde ind med en teleskoplæsser, mens stilladsarbejderen står i sikkerhed. Efterfølgende kan slusen vippes tilbage på plads, så stilladset er lukket udadtil igen - helt som når man normalt arbejder på et stillads.

Kollektiv beskyttelse
Ideen til vippeslusen opstod, da Hansson og Knudsen var blevet træt af at bøvle med, hvad de kaldte for et åbentstående ladetårn, hvor det er nødvendigt at pille hegnet af, når man skal sætte eksempelvis gipsplader eller vinduer ind. Det var ikke lige altid, at hegnet så blev sat ordentlig på igen, og det udgjorde selvsagt en risiko for stilladsarbejderne.

- Og det her er jo så en løsning på det problem. Man opnår, hvad man kan kalde for kollektiv beskyttelse, og kan undgå at skulle arbejde med sele, siger Erik Frederiksen, der sammen med Hansson og Knudsen og Byggeriets Arbejdsmiljøbus, Bam-bus, kontaktede en smed i Odense, der designede vippeslusen.

- Inden vi udviklede vippeslusen, havde vi en mere kompliceret løsning - et gitterhegn, som skulle trækkes henover byrden. Det kørte i sådan nogle skinner, men det var meget tungt at arbejde med. Slusen her kræver et aktiveringstryk på 12 kilo, når man skal vippe rundt med den. Jo mere man løfter, jo lettere bliver den. Man løfter henover et midtpunkt, og når den står helt vandret, er aktiveringstrykket 0, forklarer Erik Frederiksen.

Vippeslusen har været på markedet i halvandet år, og den er særlig populær i Sverige. Erik Frederiksen forventer, at Norge kommer med på vognen i 2022, og at der skal leveres i omegnen af 100 vippesluser i Norden det kommende år.

8/10 2021