304 boliger på tværs af aldre
Bag Generationernes Hus’ distinkte arkitektur gemmer sig et særligt projekt, der er opført med henblik på at skabe stærke fællesskaber og forene beboere på tværs af aldersskel
De første beboere er nu flyttet ind i Generationernes Hus i den nye havnebydel Aarhus Ø, og som navnet antyder, så afviger projektet fra mere gængse boligbyggerier. Det 27.000 m2 store byggeri skal nemlig huse beboere på tværs af aldre i 304 boliger, der fordeler sig som både ungdoms-, familie-, ældre- og plejeboliger samt en daginstitution med plads til 150 børn.
Generationernes Hus er skabt som et åbent hus, hvor beboere får mulighed for at have naboskab, være i bofællesskab eller bo i kollektiv. Og mens byggeriet indbyder til fællesaktiviteter og samvær mellem beboerne, så gør det sig også bemærket udadtil med en særegen facade og unik placering:
- Det samlede projekt består af en integreret bebyggelse med otte tætbyggede huse, som er opført med tæt tilknytning til vandet, kanalerne og bydelen, så beboere får optimale rammer for social udfoldelse. For at skabe et byggeri med karakter og identitet har vi varieret materialer og farver i facaden, der giver et godt og karakteristisk samspil mellem husene, fortæller projekteringschef og arkitekt hos RUM arkitekter, Kristjan Friis.
Facadeplader spiller stor arkitektonisk rolle
Ifm. projektet har byggematerialeleverandøren Cembrit haft en tæt dialog med arkitekter og rådgivere omkring valg af facadeplader og vindspærreplader. Her blev facadepladen Cembrit Patina Original og vindspærren Cembrit Windstopper Extreme de foretrukne:
- Konkret har vi leveret 600 m2 sandfarvede Cembrit Patina Original-facadeplader til underbeklædning og loft i flere bygningsdele, herunder som beklædningsplade i en 3400 m2 stor parkeringskælder, mens Windstopper Extreme er anvendt i facadekonstruktionen, forklarer projektkonsulent hos Cembrit, Jytte Lørum Andersen.
For Kristjan Friis og Rum Arkitekter har det været afgørende for projektet, at de anvendte materialer supplerer hinanden og byggeriet, hvilket har været tilfældet med Cembrits facadeplader:
- Selvom facadepladerne ikke er benyttet på den udvendige facade, så spiller de alligevel en stor rolle for bygningens arkitektur og udtryk samt for, hvordan man oplever den udefra. Facadepladerne er jo egentlig anvendt til loft og er en stor del af den arkitektoniske oplevelse. Derudover valgte vi pladerne pga. lang levetid og holdbarhed, som også passer ind i ambitionerne for projektet, siger Kristjan Friis.
Særligt socialt formål
Generationernes Hus er skabt i tæt samarbejde mellem Brabrand Boligforening og tre magistrater i Aarhus Kommune, der havde et ønske om at opføre et bolig- og velfærdsprojekt med beboerfællesskab i højsædet. Derfor bygger projektet på Aarhus Kommunes 360 graders-bæredygtighedsmodel, der er med til at sikre en god og bæredygtig byudvikling i kommunen.
Hos Cembrit glæder man sig over at være en del af et ambitiøst projekt, der bevidst forsøger at afvige fra mere gængse boligprojekter:
- Som byggematerialeleverandør er vi glade for at kunne bidrage med vores viden og portefølje af kvalitetsprodukter i opførelsen af enestående og innovative projekter som Generationernes Hus. Projektet er en ny måde at tænke sociale boligbyggerier på, mens arkitekturen også gør sig bemærket, og dét gør kun projektet endnu mere interessant at være en del af, lyder det fra Jytte Lørum Andersen.
Om Generationernes Hus:
- Etagekvadratmeter: Ca. 27.400 m2 samt 3300 m2 parkeringskælder
- Boliger: 100 pleje-, 100 ældre-, 40 ungdoms-, 40 familie- og 24 handicapboliger samt dagtilbud
- Entreprisesum: 365 mio. kr. eksk. moms
- Bygherrer: Aarhus Kommunes magistratsafdelingerne for Sundhed og Omsorg, Børn og Unge, Sociale Forhold og Beskæftigelse, samt Brabrand Boligforening
- Vinder af totalentreprise: Jørgen Friis Poulsen
- Arkitekt: Rum og Erik arkitekter
- Landskabsarkitekt: Kragh & Berglund l
- Ingeniør: Sweco
- Opførelse: 2016– 2020
- Leverandør af facadeplader og vindspærreplader: Byggematerialeleverandøren Cembrit
- Leverance: Facadepladen Cembrit Patina Original i farven P545 Sand og vindspærren Cembrit Windstopper Extreme.
-kj