
Glaseksperten minimerer ressourcespild
Glaseksperten vil gennem automatisering sikre cirkulær håndtering af stel
Når store glaspartier skal transporteres til byggeprojekter, sker det på træ- eller stålstel, og de returneres i for mange tilfælde ikke til producenten.
Forsinkelser på byggepladser og mængden af manuel håndtering er blandt årsagerne til, at tusindvis af stel hvert år bliver mistet eller glemt.
Hos Glaseksperten er et stort antal returstel ikke returneret de seneste år – stel, som intet fejler og kunne være benyttet igen til nye leverancer.
Derfor lancerer virksomheden nu et nyt koncept, der automatiserer og digitaliserer håndteringen af de såkaldte returstel.
Digitalt koncept
Virksomheden har derfor udviklet et nyt digitalt koncept, der giver et overblik over udestående returstel og gør det nemt og fleksibelt at bestille afhentning af dem.
Netop fleksibiliteten er et helt centralt element ved løsningen – for mens nogle gerne hurtigt vil have afhændet deres stel, har andre behov for dem i længere tid til opmagasinering af glas ved f.eks. forsinkelser på byggeprojekter.
For at imødekomme behovet for fleksibilitet og skabe yderligere incitament for at returnere stellene, indfører Glaseksperten samtidig leje af returstel, hvis et stel ikke returneres inden for den givne udlånsperiode.
Med løsningen vil et stel automatisk overgå til leje, når det ikke er returneret inden for tidsperioden.
Det gør det muligt for kunderne at beholde stellene for et mindre beløb i længere tid, hvis de har brug for det, og ikke mindst skal det skabe motivation for at returnere stellene, så der skabes en mere cirkulær model.
-kis