Gulvgrossist rykker til større lokaler i Aarhus
Scandinova har netop underskrevet kontrakten på et nyt 700 kvadratmeter lejemål på Trindsøvej i det centrale Aarhus. Det er en markant udvidelse af virksomhedens nuværende rammer på 270 kvadratmeter i Viby
Der er godt gang i gulvbranchen i Aarhus-området, hvor både nybyggerier og renoveringer for private og virksomheder fylder op i gulvfirmaernes ordrebøger. Det mærker man i høj grad hos Scandinova på Industrivej 6 i Viby, der forsyner firmaer i hele Midtjylland med alt fra lak og slibeprodukter til arbejdstøj og maskiner.
Afdelingen har netop underskrevet kontrakten på nye og markant større lokaler i det centrale Aarhus. Det betyder, at grossistcenteret efter nytår rykker fra Viby til Trindsøvej i Aarhus C og samtidig udvider fra de nuværende 270 kvadratmeter til 700 kvadratmeter.
- Vi overtager de nye lokaler pr. 1. januar 2021 og forventer at åbne det nye grossistcenter i løbet af februar. Vores udvikling har været meget positiv de senere år med stabil vækst. Det voksende antal gulvrenoveringer og nybyggerier i selve midtbyen i Aarhus gør, at vi har ønsket at komme endnu tættere på kunderne i mere tidssvarende rammer.
Det forklarer Morten Vassard, der pr. 1. december skal stå i spidsen for grossistcenteret, når butikschef Allan Vinderslev efter 25 år på posten går på pension i slutningen af november.
- Lige nu og de kommende år er der f.eks. mange offentlige opgaver, som også kommer gulvfirmaerne til gode. Den bold vil vi gerne hjælpe dem med at gribe, og vi vil fx også kunne trække på Scandinovas øvrige afdelinger, så vi kan sikre hurtig levering i hele landet af mere end 6.000 varenumre uanset ordrestørrelse, uddyber han.
Morten Vassard har de seneste år været intern salgskonsulent i grossistcenteret og får pr. 1. december selskab af en ny salgsassistent, når han selv overtager stillingen som butikschef.
Scandinova, der er et datterselskab i Bygma Gruppen, har i dag gulvcentre i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
-los