Højt humør og bæredygtighed var på programmet ved årets Gulvmesse
Torsdag den 2. juni slog Scandinova dørene op for gulvbranchens årlige samlingspunkt, Gulvmessen 2022, hvor fagfolk fra hele landet kunne mødes på kryds og tværs. Dette års messe havde særligt fokus på bæredygtighed for gulvet
Gulvmessen er det årlige samlingspunkt for gulvbranchen, og i år mødtes håndværkere, leverandører og entreprenører fra hele landet på kryds og tværs den 2. juni. Scandinova står bag messen, der i år foregik i Scandinovas butik i Søborg på Transformervej 10.
Anders Lund Madsen besøgte messen for at komme med en humoristisk og personlig vinkel på gulve og bæredygtighed, der var årets hovedtema. Han fortalte på underholdende vis om sin egen historie med de gulve, han havde mødt gennem sit liv.
Derudover havde mere end 20 leverandører som vanligt taget skarpe tilbud med til de flere hundrede besøgende, så de både kunne gøre en god handel og få en snak om klimavenlige gulvløsninger.
- Vi oplever en stigende efterspørgsel på mere bæredygtige løsninger fra slutkunderne, og vi forudser, at den vil stige eksponentielt. Vi ser det som vores fornemmeste opgave at holde hånden under vores kunder. Det kan vi gøre ved at stille store krav til vores leverandører og sørge for den nødvendige dokumentation for den miljømæssige kvalitet af produkterne, forklarer Tomas Bohse, der er salgskonsulent med særligt fokus på mere bæredygtige produkter hos Scandinova.
Grønne løsninger og glade gæster
For at kunne samle hele branchen var der sørget for busser med opsamlingspunkter i Jylland og på Fyn. Dog var der allerede fra messens åbning om morgenen gang i aktiviteterne og de mange stande.
Deltagere kunne bl.a. få inspiration til arbejdsgarderoben, da der i løbet af dagen blev afholdt to modeshows med catwalk på den grønne løber.
Senere bød messen også på et indslag fra Scandinovas salgsdirektør, Bo Jensen, der kunne fortælle om gulvgrossistens nye projektafdeling. Projektafdelingen er en stærk samarbejdspartner for både entreprenører og producenter, og den leverer professionel rådgivning fra øverste skuffe til store projekter.
-dc