scroll
Nicolai går efter guld på gulvetFoto: Byggeriets Uddannelser

Nicolai går efter guld på gulvet

Garant Svendborgs gulvlæggerlærling Nicolai Lund Rehm-Brandt Sørensen er blevet udvalgt til at repræsentere Danmark til Euroskills i september

Af Marie Leth journalist

Nicolai Sørensen ville egentlig have været tømrer, men da et hold fra Gulvskolen svingede forbi erhvervsskolen i Svendborg, blev han nysgerrig på faget som gulvlægger.

Han fik en læreplads hos Garant Svendborg og gik i gang med at lære faget. Nu er han blevet så dygtig, at han er blevet udtaget som finalist til Euroskills:

- Nicolai er en frisk ung gut. En ung mand fra Ørbæk med ild i røven. Han er utrolig nysgerrig og siger sjældent nej til at prøve noget nyt. Vi er aldrig bange for at sende ham ud på en opgave. Han er super dygtig, meget selvstændig og en rigtig god kollega, siger indehaver af Garant Svendborg, Dennis Nielsen.

100.000 tilskuere

Euroskills er Europas største konkurrence for unge håndværkere i lære, og deltagerne dyster i håndværk og erhvervsfag på højeste niveau.

I år afholdes mesterskaberne i Herning. Her kommer op til 600 unge for at vise, hvem der er Europas bedste lærling indenfor et væld af fag. Her er både blomsterbindere, mekanikere, bagere, murere, gulvlæggere og et hav af andre uddannelser.

100.000 tilskuere forventes at lægge vejen forbi konkurrencerne, og Nicolai er allerede godt i gang med træningen:

- Jeg har trænet rigtig meget med linoleum, trægulve, tæpper og designs. Du skal virkelig have styr på detaljen til konkurrencerne, for opgaverne er ret krævende med specielle mønstre. Jeg går efter guldet, men hvis jeg kan få sølv, så er jeg også rigtig godt tilfreds, siger Nicolai Sørensen.

Sammenhold på tværs af fag

Udover at træne håndværket mødes Nicolai med de andre danske deltagere i flere omgange, næste gang i Middelfart i weekenden.

På opholdene får de 1:1 sessioner med mental coaches og psykologer for at blive rustet til det store pres, der venter forude, men der bliver også tid til at hygge og hænge ud med de andre atleter:

- Det er fedt at opleve sammenholdet med de andre. Alle støtter og bakker hinanden op. Det er også vildt sjovt at se, hvad de andre laver og få nye venner, siger Nicolai, der forventer at bruge det meste af sommerferien på at forfine sit håndværk og blive klar til mesterskaberne.

Garant Svendborg bakker op

I Garant Svendborg giver de masser af plads til, at Nicolai kan øve sig og blive bedre. Når der ikke er travlt med opgaver, øver Nicolai forskellige gulvtyper ude på værkstedet og får råd og vejledning til, hvad han kan gøre bedre:

- Nicolai har den der Pippi mentalitet – det har jeg aldrig prøvet før, det kan jeg sikkert godt. Han kaster sig ud i opgaverne, nogle gange bliver vandet måske lidt dybt, men så lærer han af det. Vi er virkelig stolte af ham, og hele firmaet skal da også med til Herning og heppe på ham, slutter Dennis Nielsen.

EuroSkills 2025

EuroSkills i Herning 2025 er Danmarkshistoriens største uddannelsesevent. Op mod 600 dygtige, unge fagatleter fra hele Europa dyster om EM-medaljer inden for 38 forskellige fag.

Derudover vil man kunne opleve en række demonstrationsfag samt prøve alle fagene selv i særlige Try-A-Skill områder.

29/6 2025