Hver syvende har problemer med fugt eller skimmel i boligen72 % lufter dagligt ud for at begrænse fugtskader.

Hver syvende har problemer med fugt eller skimmel i boligen

De våde, fugtige og ikke mindst kolde måneder i vinterhalvåret er på vej, og det kan få danskerne til at opleve problemer med indeklimaet, hvor særligt fugt og skimmelsvamp kan blive en udfordring

I sommerhalvåret står vinduerne åbne, den friske og lune luft strømmer ind de danske hjem, og vasketøjet tørrer udendørs.

Men den tid er ved at være forbi, og efteråret og vinteren får danskerne til at lukke vinduerne for at holde på varmen, mens vasketøjet kommer indenfor igen. Det sætter indeklimaet på prøve.

I en ny undersøgelse svarer henholdsvis 15 % og 14 % af danskerne, at de har haft problemer med fugt, skimmelsvamp eller høj luftfugtighed. Alt sammen noget som bidrager negativt til indeklimaet.

Undersøgelsen er lavet af YouGov for Gjensidige og NRGi.

Ifølge byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi Bo Halm Andersen er indeklimaet vigtig at tænke over i vintermånederne, for hvis det glipper, kan det have omfattende konsekvenser, forklarer han.

- Det er vigtigt at lufte ud - også i vinterhalvåret. Manglende udluftning kan føre til kondens og fugt, som kan skade boligen og ødelægge indeklimaet i hjemmet. Det kan f.eks. vise sig som fugt omkring vinduer og få tapet til at løsne sig fra væggene.

- Det er skader, der efterfølgende kræver reparation eller udskiftning. I værste fald kan det resultere i skimmelsvamp i boligen, og hvis der ikke bliver taget hånd om det, kan det betyde, at man står over for omfattende udbedringer og renovering, siger han.

I undersøgelsen fra YouGov svarer tre ud af fire danskere, at de tænker over at lufte ud i deres hjem, og det er et godt tegn, lyder det fra skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen.

- Vi ved, at eksempelvis skimmelskader kan være drilske og svære at udbedre, og derfor er det også vigtigt for os, at folk er opmærksomme på, hvordan de bedst muligt undgår for meget fugt i hjemmet.

Selvom det kan være træls i de kolde vintermåneder, er f.eks. udluftning et nemt og godt greb, ligesom at tørre tøj i rum med udluftning er det. Det er små ting, der kan være med til at gøre forskellen på, om du kommer til at opleve problemer med fugt eller ej, siger hun.

Undersøgelsen er foretaget blandt 1022 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © YouGov for Gjensidige og NRGi i september 2024. 

Har du oplevet følgende problemer i din bolig inden for de seneste tre år? Du kan markere flere svar.  

Nej, ingen problemer  

42% 

Ubehagelig temperatur (for varmt eller for koldt)  

25% 

Støj (f.eks. naboer, trafik, byliv mm.)  

20% 

Fugt eller skimmelsvamp  

15% 

Høj luftfugtighed  

14% 

Træk eller kulde  

14% 

Dårlig luftkvalitet (f.eks. støv eller lugte)  

13% 

Dårlig ventilation 

11% 

Ved ikke  

4% 

Problemer med radon   

2% 

-dc

8/10 2024