- Kæmpe uudnyttet miljø- og klimapotentiale i optimeret bygningsdriftFra venstre: Hans Andersen, ESG-chef i PKA Ejendomme, Henrik Dahl Jeppesen, adm. dir. i PKA Ejendomme og Martin Fabiansen og Henrik Hougaard, hhv. direktør og relationschef i Miljømærkning Danmark.

- Kæmpe uudnyttet miljø- og klimapotentiale i optimeret bygningsdrift

Sygeplejerskernes Hus og PKA Ejendommes eget hovedkontor er de første bygninger i Norden, der har fået certificeret driften med Svanemærket. Certificeringen skal være med til at fremtidssikre ejendommene

I oktober lancerede Svanemærket som noget helt nyt krav til bygningsdrift – og nu har de første to bygninger i Norden opnået certificeringen med det officielle nordiske miljømærke.

Der er tale om beboelsesejendommen Sygeplejerskernes Hus med 130 lejemål i København N og PKA Ejendommes domicil i Skovlunde. PKA's ejendomsselskab, PKA Ejendomme, står for drift og management af begge ejendomme.

- Der er et kæmpe uudnyttet miljø- og klimapotentiale i at optimere driften af bygninger, hvilket også afspejler sig i en stor interesse og efterspørgsel fra markedet.

- Derfor er det glædeligt, at de to første bygninger i Norden allerede har fået certificeret driften med Svanemærket – og ikke mindst at en så stor spiller inden for ejendomsdrift som PKA Ejendomme også kan se potentialet og værdien, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Svanemærkets krav til bygningsdrift er bl.a. med til at fremme ressourceeffektiviteten, reducere klimapåvirkningen, sikre bedre indeklima og forlænge bygningernes levetid. 

- Med en svanemærket bygningsdrift er vi med til at mindske miljøbelastningen fra daglige driftsaktiviteter, hvilket harmonerer med vores ambition om at kombinere miljømæssig ansvarlighed med langsigtet værdiforøgelse af ejendommene, siger Henrik Dahl Jeppesen, administrerende direktør i PKA Ejendomme.

For PKA Ejendomme er certificeringen med Svanemærket også en fremtidssikring af investeringsejendomme i en tid, hvor miljø og klima er en central beslutningsfaktor for mange lejere:

- Certificeringen understøtter vores mål om at skabe øget værdi i vores portefølje og fremtidssikre ejendommene.

- Vi ved, at miljø- og klimahensyn har stor betydning for vores beboeres valg af bolig og erhvervskunders valg af lejemål. Certificeringen er derfor et af de tiltag, der skal være med til at tiltrække og ikke mindst fastholde vores beboere og kunder, siger Henrik Dahl Jeppesen.

De to certificerede ejendomme fungerer som pilotprojekter, og de erfaringer, PKA Ejendomme opnår herfra, skal danne grundlag for yderligere certificeringer:

- Målet er at skabe en mere bæredygtig og ensartet ejendomsdrift på tværs af hele vores portefølje. Ambitionen er derfor også, at flere af vores ejendomme skal omfattes af denne nye certificering, siger Henrik Dahl Jeppesen.

Svanemærkets krav til bygningsdrift blev lanceret i oktober 2024 og har to hovedformål:

Det ene er at passe godt på den del af bygningsmassen, der allerede er optimeret og har en høj kvalitet. Det andet er at forbedre den eksisterende bygningsmasse gennem vedligeholdelse og optimeret drift.

Det er både muligt at certificere drift af beboelsesejendomme, kontorejendomme samt institutionsejendomme som f.eks. skoler og daginstitutioner. Hertil kommer bl.a. også plejeboliger og plejehjem, sundhedscentre, lægehuse og klinikker.

Svanemærkets krav til bygningsdrift er opdelt i ni hovedområder:

Energi
Klimaforandringer
Indeklima
Vand
Genanvendelse, genbrug og affaldshåndtering
Udemiljø og biodiversitet
Servicer og produkter til daglig drift, vedligeholdelse og bygningsforbedringer
Generelle krav
Management

-dc

11/2 2025