
Dansker rykker nærmere toppen i Saint-Gobain
Danske Peter Møller er blevet forfremmet til CEO for alle Saint-Gobains nordiske og baltiske aktiviteter. Det sker mindre end et år efter, han tiltrådte som landedirektør for Saint-Gobain i Danmark med ansvar for 1700 medarbejdere
Inden Peter Møller fra januar i år blev den første danske landedirektør i Saint-Gobain med ansvar for både de producerende virksomheder Isover, Weber, Gyproc og Glassolutions og for distributionsforretningerne, herunder Brødrene Dahl og Øland, var han CEO for Saint-Gobain Distribution Denmark. Under hans ledelse steg omsætningen alene hos Saint-Gobain Distribution med godt 10 %, og det er blevet bemærket af den absolutte topledelse i Saint-Gobain.
1. september overlader Peter Møller, 56 år, derfor ansvaret for de danske aktiviteter til Florent Pouzet, der kommer fra en stilling som CEO for Saint-Gobain Weber i Tyskland. Selv får han den officielle titel CEO Nordic & Baltic Countries og får dermed det nordiske og baltiske ansvar for 14.000 medarbejdere og en omsætning på omkring 40 mia. DKK (2020).
Som topchef i de nordiske og baltiske lande bliver Peter Møllers strategiske fokuspunkter at øge væksten, blandt andet gennem opkøb. Ligesom bæredygtighed og den fortsatte digitale transformation både i koncernens produktioner og butikkerne fortsat er vigtige strategiske pejlemærker.
Tænker bæredygtigt
Saint-Gobain har de seneste fem år investeret et trecifret millionbeløb på at forbedre det miljømæssige aftryk i Danmark og forventer at investere endnu et trecifret millionbeløb til grøn omstilling her i landet de kommende fem år.
- I Danmark er vi allerede nået så langt, at vi er tæt på regeringens 2030-mål, og flere af vores fabrikker er rollemodeller hos Saint-Gobain koncernens topledelse i Paris. Saint-Gobain har et overordnet mål om at være CO2-neutral på verdensplan i 2050, og at så stor en andel af råvarerne i produktionen som muligt er genbrugsmaterialer. Det er et mål, vi kan nå hurtigere ved at integrere viden og erfaringer, og jeg glæder mig meget til at være med til at styrke den bæredygtige dagsorden på tværs af landegrænser og nationaliteter, siger Peter Møller.
En ambitiøs omnichannel-strategi
Han fremhæver blandt andet et projekt i Fredrikstad i Norge, hvor Saint-Gobain Gyproc er i fuld gang med at omstille til 100 % grøn strøm via vandkraft, dvs. en CO2-neutral gipsfabrik. Ligesom Gyproc i Kalundborg har arbejdet med cirkulær tilgang til produktion af gipsplader siden starten af 1990'erne.
På digitaliseringsområdet har Brdr. Dahl, med Peter Møller som primus motor, i årevis har stået som et fyrtårn internt i Saint-Gobain koncernen og på det danske marked, blandt andet på grund af en ambitiøs omnichannel-strategi og sidste års opkøb af MobilePeople's IoT-center, hvor man arbejder med intelligente og automatiserede vand-styringssystemer.
Saint-Gobain har på verdensplan en omsætning på 282 mia. DKK (2020), heraf godt 6 mia. DKK i Danmark. 33 procent af den globale omsætning ligger i Nordeuropa, og i den Nordeuropæiske forretning, som også inkluderer UK, er Norden og Baltikum det største marked med 14 af de 33 procentpoint.
Peter Møller beholder sin arbejdsmæssige base og bopæl i Danmark, hvor han bor i Klampenborg med sin familie.
-los