
Papiruld Danmark og CBI Danmark fusionerer
De to danske leverandører af papirisolering har valgt at fusionere under navnet CBI Papiruld Danmark. Synergieffekten bliver en organisation, der kan levere højt specialiseret teknisk viden og knowhow
Papiruld Danmark har købt 51 % af CBI Danmark mens CBI Danmark har erhvervet 49 % af Papiruld Danmark. Holger C. Hansen, der ejer aktiemajoriteten i CBI Papiruld Danmark, glæder sig til at præsentere det danske markeds absolut største leverandør af bæredygtig papirisolering, der nu står bag branchens bredeste og mest helstøbte produktsortiment.
- Med den nye stærke konstellation får vi mulighed for at bygge videre på de gode resultater, der er skabt hos både Papiruld Danmark og CBI Danmark. Begge virksomheders produkter er i særklasse, og med sammenslutningen af de mange kompetente medarbejdere er jeg sikker på, at CBI Papiruld Danmark har et enormt udviklingspotentiale, siger Holger C. Hansen, der samtidig påpeger, at fusionen stemmer godt overens med Nordic Wood Industries strategi om at indtage en markedsledende position inden for bæredygtige byggematerialer.
CBI Danmark er en virksomhed med en mangeårig og indgående ekspertise, når det kommer til isolering. Udover Isocell papirisolering rummer virksomhedens portefølje en bred pallette af løsninger, der blandt andet tæller dampbremser, Isowind ventilationsplader og indblæsningsmaskiner samt en serie af Hunton træfiberisolerings-produkter.
Papiruld Danmark leverer bæredygtig papirisolering til både projekt- og privatmarkedet, og har med næsten 30 år i branchen opbygget en omfattende erfaring og knowhow.
Det perfekte match
Fusionen medfører, at den nuværende adm. direktør for Papiruld Danmark Jens Engbo Norddal tiltræder som adm. direktør for CBI Papiruld Danmark - og ifølge ham er der tale om det perfekte match.
- CBI Danmark har en solid kerne af engagerede medarbejdere, der alle medbringer flere års erfaring med rådgivning, byggeri, renovering, ingeniørvidenskab og bæredygtig forretning. Ligesom os er CBI Danmark kendt for sit brede netværk af kompetente og topprofessionelle isolatører, og de har desuden en høj kendskabsgrad blandt håndværkerne samt en stærk forankring rundt omkring hos tømmerhandlerne, lyder det fra Jens Engbo Norddal.
Ifølge CBI Danmarks tidligere direktør og ejer Per K. Thomsen forener fusionen ikke bare to af markedets stærkeste produktporteføljer. Synergieffekten bliver også en organisation, der kan levere højt specialiseret teknisk viden og knowhow til alle kunder og samarbejdspartnere, der har brug for sparring og support.
Som medlem i direktionen hos CBI Papiruld Danmark glæder han sig over den styrkede markedsposition, som det nye setup unægtelig vil medføre:
- Fusionen er ikke bare ensbetydende med en produktmæssig konsolidering. CBI Danmark og Papiruld Danmark deler det samme solide værdigrundlag, og vi tilfører hinanden nye styrker i forhold til en række parametre. Derudover skaber vores hhv. sjællandske og jyske beliggenheder en geografisk balancering til stor gavn for vores kunder og samarbejdspartnere, siger han.
Læs mere under billedet...CBI Danmark forhandler bl.a. Isocell papirisolering. Arkivfoto
Et bæredygtighedsmæssigt kvalitetsstempel
Det er ikke mindst de to virksomheders massivt bæredygtige profiler, der får Holger C. Hansen til at tro på potentialet i sammenlægningen. Eksempelvis er Papiruld Danmarks materialer traditionelt blevet fremstillet af overskudspapir og genbrugsaviser, hvilket sikrer en ekstremt lavt CO2-udledning i produktionsfasen.
Ligeledes er Isocell papirisolering FSC-mærket (FSC-N003106) og Natureplus certificeret, hvilket i den grad udgør et bæredygtighedsmæssigt kvalitetsstempel.
- CBI Danmark kompletterer Papiruld Danmarks program med en række produktegenskaber, der er i fokus inden for både nybyggeri, renovering og vedligeholdelse. Isolering med papiruld er både en lettilgængelig, effektiv og ikke mindst bæredygtig vej til massive forbedringer af indeklimaet såvel som energiforbruget. De fordele er der flere og flere, som får øjnene op for, forklarer Holger C. Hansen.
-los