
Rockwool investerer i Sverige
Stenuldsproducenten Rockwool styrker sin position i Sverige med strategisk investering
Virksomheden opkøber byggegrund i den østsvenske kommune, Eskilstuna, med henblik på ekspansion. Koncernen vil være forberedt på den stadigt stigende efterspørgsel på stenuldsløsninger på det svenske marked.
Rockwool koncernens intention om at investere i USA, Rumænien og Sverige blev offentliggjort i februar i år. I næste uge skriver koncernen så under på købet af 180.000 m2 i den østsvenske kommune, Eskilstuna, ca. 100 km fra Stockholm.
- Vi har 80 års erfaring med at producere stenuld, som er det ikke brandbare materiale, alle vores løsninger er baseret på. Med denne investering sikrer vi, at vi også i fremtiden kan imødekomme det svenske markeds stadig stigende efterspørgsel på stenuld, siger Henrik Frank Nielsen, direktør i Rockwool.
I Eskilstuna hilser man investeringen velkommen.
- Vi forventer, at denne investering får en positiv effekt på lokalområdet i form af fremtidige lokale arbejdspladser, som vi er parate til at besætte, siger David Hofmann, direktør for Eskilstuna Logistik og Etablering.
Rockwool koncernen oplever øget vækst i det svenske marked, hvor byggeriet udvikler sig i højt tempo. I dag forsyner det svenske salgskontor sine kunder med isoleringsmateriale produceret på fabrikker i Danmark og Norge.
Opkøb af jord i Sverige er udtryk for rettidig omhu, der skal ruste koncernen til vækst. Derfor går arbejdet med at indhente nødvendige tilladelser til etablering af produktion i gang med det samme.
Vækst på verdensplan
Rockwool koncernen har de seneste år investeret i flere produktionsanlæg. Udover engagementer i Polen, Holland og USA har stenuldsprocenten investeret i en ny produktionslinje på én af to danske fabrikker.
I juli 2017 startede Rockwool produktionen på en ny fabrik for akustiske loftplader i USA. I West-Virginia opføres ligeledes nyt byggeri til planlagt produktionsstart i 2020.
Rockwool
Rockwool bidrager med nye løsninger inden for bæredygtigt byggeri og energiforbrug, samt udfordringer med støjforurening, brandsikkerhed, oversvømmelser og vandmangel.
10.500 engagerede kolleger i 38 lande leverer stenuld til bygningsisolering, akustiske lofter, udvendig beklædning, dyrkning af planter, tekniske fibre til industri samt isolering til procesindustri, marine og offshore.
- eca