
- Byggebranchen står foran sin største prøvelse nogensinde
Konferencen Energiforum stiller skarpt på, hvordan Danmark kan vise vej til nulemissions-byggeri. Byggebranchen står foran en tretrinsraket af udfordringer, mener flere aktører
Energiforum Danmarks årskonference med navnet Energiforum har i år fokus på nulemissions-byggeri. Det skyldes, at EU har en målsætning om, at ingen byggerier i 2050 skal bidrage til den globale opvarmning ved at udlede CO2.
Vejen til at løse den udfordring bliver i Danmark kompliceret af, at byggebranchens væsentligste regulativer er under forandring.
Således er både energieffektiviseringsdirektivet og det fælleseuropæiske direktiv energy performance of buildings under fortolkning og implementering, ligesom det danske bygningsreglement er på vej til at blive forandret til et såkaldt helhedsorienteret bygningsreglement.
At de mest betydende regler og direktiver alle er under forandring kommer til at gøre det markant sværere for branchens aktører at nå i mål med ambitionen om nulemissionsbyggeri, mener Niels Boel, afdelingsdirektør for byggeri i Force Technology og blandt medlemmerne i Energiforum Danmark.
- Byggebranchen kæmper i forvejen med at nedbringe energiforbruget og bygge sunde og holdbare bygninger - og derfor er det paradoksalt, at alle regler nu bliver kastet op i luften på samme tid.
- På den måde står branchen foran sin største prøvelse nogensinde, for har aktørerne ikke fuldstændig styr på reglerne fremadrettet, kan de komme til at sætte deres kunder og samarbejdspartnere i svære situationer.
- Jeg har selv lige rådgivet en bygherre imod at vælge en bestemt CTS-løsning, fordi den sandsynligvis kommer til at være ulovlig ifølge de regler, der er på vej, siger Niels Boel.
Han opfordrer alle branchens aktører til at søge rådgivning hos Energiforum Danmark og til at deltage i årets Energiforum – ligesom han gør opmærksom på at det er muligt at komme til at påvirke regelændringerne i direkte samarbejde med myndigheder og brancheeksperter.
Det arbejde foregår i Energiforum Danmarks perspektivgruppe.
Energiforum Danmarks direktør Dorte Nørregaard Larsen peger desuden på store udfordringer for den grønne omstilling som hele – ikke mindst som følge af den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af Parisaftalen, hvor det internationale samfund sammen forpligter sig til at begrænse udledningen af CO2.
Direktøren mener dog også, at den internationale modstand kan vise sig at blive en dansk fordel.
- Vi kunne selvfølgelig godt have ønsket os et andet signal fra den amerikanske præsident, som på utrolig vis helt undlod at nævne klimaet i sin indsættelsestale. Det ændrer dog ikke på, at Danmark har alle muligheder for at forblive et forbillede og foregangsland, hvad angår klimavenligt byggeri.
- Som samfund har vi aldrig har haft et større incitament til at gøre os uafhængig af russisk olie og gas. Og som virksomhed vil businesscasen altid være, at der er penge at spare ved at tænke i energioptimering, siger hun.
Energiforum 2025 er den 41. årskonference for medlemmerne af Energiforum Danmark. Den finder sted den 4 og 5. marts på Hotel Nyborg Strand. Her præsenterer medlemmerne af Energiforum Danmark deres løsninger til nulemissions-byggeri.
Den 5. marts er der gratis adgang for alle i konferencens udstillerområde inklusive mulighed for at følge det faglige program omhandlende brugen af digitale tvillinger i bygningsdriften.
-dc