Dansk Brint Alliance udvider medlemskredsen med Dansk Fjernvarme
Den danske fjernvarmesektor anses som en vigtig del af værdikæden for at udnytte det fulde potentiale i den kommende grønne brint- og PtX-produktion i Danmark
Nu styrkes Dansk Brint Alliance ved, at Dansk Fjernvarme indtræder i det strategiske samarbejde. Dansk Fjernvarme kommer til at bidrage med erfaringer fra en veletableret infrastruktur, der kommer til at blive kernen i bl.a. at udnytte overskudsvarmen fra brint- og PtX-produktion samt levere biogen CO2 til produktion af grønne brændsler.
Derfor er det oplagt, at Dansk Fjernvarme indlemmes i arbejdet for at gøre grøn, dansk brint til en samlet eksportløsning.
- Fjernvarmesektoren spiller en væsentlig rolle i det danske mål om en succesfuld grøn omstilling. Ved brint- og PtX-produktionen kan fjernvarmen forbedre energieffektivitet, økonomi og klimabidrag gennem udnyttelse af overskudsvarmen fra processerne.
- Derudover har vi i fjernvarmesektoren et stort potentiale for fangst af biogen CO2 fra affaldsenergi- og biomasseanlæg, som er en nødvendig del af produktionen af de grønne kulbrinter, der i fremtiden skal drive eksempelvis fly og skibe, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Det strategiske partnerskab, Dansk Brint Alliance, samler en række centrale aktører, der alle har fokus på at styrke den danske industrielle udvikling og opskalering af grøn brint og Power-to-X. Formålet med Dansk Brint Alliance er at sikre den danske position som foregangsland i et helt nyt industrieventyr.
- Der er store perspektiver i sektorkobling og effektiv energiudnyttelse ved at inddrage fjernvarmeinfrastrukturen i brint- og PtX-kredsløbet. Det handler både om overskudsvarme fra elektrolyseanlæggene og udnyttelse af biogen CO2 som en værdifuld ressource i produktionen af fremtidens grønne brændsler.
- Danmark har alle muligheder for at blive global leder på både produktion og eksport af grønne brændstoffer såvel som komplette, cirkulære løsninger, og her er Dansk Fjernvarme en vigtig medspiller, siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.
-dc