Fra klokken 10:00 i dag kan man igen søge tilskud fra Afkoblingspuljen
I dag d. 10. maj kl. 10. åbner Afkoblingspuljen med tilskud til kunder, der ønsker at skifte gasfyret ud med en mere bæredygtig løsning til opvarmning af boligen
I dag åbner den næste del af Afkoblingspuljen, som er en del af Regeringens 'Aftale om inflationshjælp' og 'Aftale om vinterhjælp.'
I 2023 er der afsat 139 millioner til puljen, som åbnede første gang d. 3. januar 2023. De 100 millioner kroner, som dengang var i spil, var opbrugt d. 23. januar.
Fra i dag kl. 10 kan endnu flere private husholdninger og udlejere, der ønsker skifte til en anden varmekilde, blive afkoblet gassystemet uden at skulle betale et gebyr.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af bygninger, som bliver opvarmet med varmepumpe, steg med 46.215 sidste år. Det betød, at 222.455 bygninger i Danmark blev opvarmet med varmepumpe ved begyndelsen af 2023.
Der er også penge at spare ved at skifte gasfyret ud med en varmepumpe. En analyse fra DI Byggeri og Finans Danmark viser, at en gennemsnitlig husstand i 2022 kunne spare over 14.000 kr. ved at købe en varmepumpe i stedet for at opvarme boligen med naturgas.
Den årlige besparelse var i 2018-2020 blot omkring 5000 kr. Selvom prisen på varmepumper er steget i løbet af 2022, vil besparelsen ifølge analysen stadig være stor.
-dc