Hvad i alverden sker der med varmepumpepuljen?
Boligejerne venter forgæves på varmepumpepuljen, der er blevet udskudt flere gange, alt imens varmepumpeinstallationerne kun er en tiendedel af, hvad de var for et år siden.
Ikke før september åbner den nye varmepumpepulje, der kan bidrage med tilskud til boligejere, der ønsker at udskifte det gamle fyr med en varmepumpe.
Puljen, der oprindeligt var sat til at åbne i årets første kvartal 2023, er blevet udskudt ad flere omgange i 2023 – og det presser et i forvejen presset varmepumpemarked.
Hos platformen 3byggetilbud.dk kan man i den grad mærke nedgangen i varmepumpemarkedet.
Opgaveformidleren har – når første halvår af 2023 sammenlignes med samme periode sidste år – kun modtaget en tiendedel af de henvendelser om opsætning af luft-vand varmepumper, som den modtog første halvår sidste år.
- Det er dybt frustrerende for både os og vores tilknyttede samarbejdspartnere. Vi har i den grad sat alle sejl ind og investeret massivt i at få flere henvendelser vedrørende varmepumper, men lige nu holder rigtig mange boligejere igen og venter på varmepumpepuljen, siger Tino Chris Hansen, der er CSO hos 3byggetilbud.dk.
Varmepumpepuljen administreres af Energistyrelsen, og det forventes, at der er afsat omkring 224 millioner til puljen i 2023.
En boligejer, der ønsker at installere en luft-vand varmepumpe, kan få 17.000 kroner i tilskud, mens en boligejer, der vil installere en væske-vand varmepumpe (jordvarme), kan få 27.000 kroner i tilskud.
Men tilskuddet gives ikke på bagkant, og derfor må boligejere ikke igangsætte installationen, før de har fået tilsagn om tilskud.
- Det er jo dejligt, at boligejerne kan få tilskud til deres varmepumper og det understøtter den grønne omstilling. Men når puljen administreres, som den gør, skaber det en kæmpe stop-go-effekt og får alle til at afvente puljens åbning. Vi får mange henvendelser fra frustrerede boligejere, der vil vide, hvornår puljen åbner, siger Tino Chris Hansen.
Varmepumper er en billig opvarmningsform
Også firmaerne, der er med til at opsætte varmepumper, er frustrerede. Mathias Huniche Christensen, der er indehaver af MBJ Vvs Teknik ApS, fortæller, at de kan mærke mindre efterspørgsel på varmepumperne.
MBJ VVS Teknik ApS, der er en autoriseret vvs- og VE-certificeret virksomhed med mere end 15 års erfaring i branchen, påpeger, at det er en skam, fordi varmepumpen lige nu er en billig opvarmningsform:
- Med de lave el-priser, som vi ser lige nu, er en varmepumpe en rigtig god investering, og en opvarmningsform, der er billigere end selv fjernvarmen. Udskifter man sin nuværende varmekilde med en varmepumpe, er der endda også mulighed for reduktion af el-afgiften på hele boligens strøm. Også den, der bliver brugt til køleskab og PlayStation, og det gør investeringen ekstra god, udtaler den rutinerede vvs-installatør.7
-dc