Kan geotermi være fremtiden i København?
Vestforbrænding og Innargi har indgået en rammeaftale om at undersøge mulighederne for geotermi i Vestforbrændings forsyningsområde
Mulighederne for geotermi til fjernvarme i Vestforbrændings forsyningsområde i Storkøbenhavn skal undersøges af Vestforbrænding og Innargi skal undersøge mulighederne for geotermi. Aftalen er en del af arbejdet med at realisere Vestforbrændings plan for, at 30.000 boliger i Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Frederikssund og Egedal omstilles fra olie- og gasforsyning til grøn fjernvarme. Planen vil næsten fordoble Vestforbrændings varmeleverancer og gøre netværket til et af de største i Danmark.
- Vi får brug for meget mere grøn fjernvarme i fremtiden, og her passer geotermien perfekt ind. Den umiddelbare vurdering er, at vi skal bruge op til tre geotermiske anlæg med en samlet effekt på 55 MW, men hvis prisen er konkurrencedygtig, kan vi nok indfase helt op til 100 MW geotermi, siger Steen Neuchs Vedel, der er direktør for Vestforbrænding.
Han tilføjer, at geotermi er en de supplerende varmekilder, som Vestforbrænding vil anvende – også overskudsvarme, udnyttelse af CO2-fangst og varmepumper indgår i den øgede fjernvarmeproduktion.
Parterne skal frem til udgangen af 2024 analysere undergrunden samt det nuværende og kommende fjernvarmenet for at kortlægge, hvor geotermi bedst kan indpasses på nettet i samspil med Vestforbrændings andre varmekilder.
- Vi er meget glade for aftalen og vurderer, at geotermi har et betydeligt potentiale som ny vedvarende energikilde i Storkøbenhavn. De nye, energieffektive fjernvarmenet, som Vestforbrænding etablerer, betyder en meget effektiv udnyttelse af geotermien, fordi de temperaturer, undergrunden kan levere, spiller perfekt sammen med de lavere temperaturer, man anvender i moderne fjernvarmenet, siger Samir Abboud, der er administrerende direktør for Innargi.
Geotermisk opvarmning er en meget klimavenlig varmekilde til fjernvarme. Når pumperne i de geotermiske anlæg drives af vedvarende energi fra sol eller vind, er geotermi ikke kun CO2-neutral, men udleder heller ingen andre skadelige partikler. Og så er den geotermiske varmekilde altid til rådighed – også når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.
-dc