Salgstallene (varme)pumpes for højt op
Nye varmepumpe-salgstal viser høje procentvise stigninger i første kvartal, men der er ingen grund til at juble, lyder det fra Tekniq Arbejdsgiverne. Lige nu bliver der nemlig indgået meget få nye ordrer
Salget af luft-luft og luft-vand varmepumper er steget med henholdsvis 38 % og 16 % i årets første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år, mens salget af jordvarmeanlæg er faldet med 23 %. Det viser nye tal fra Energistyrelsen.
Desværre tegner salgstallene ikke et korrekt billede af tilstanden på varmepumpemarkedet lige nu - selvom de på papiret ser gode ud - lyder det fra Troels Hartung, der er chefkonsulent i Tekniq Arbejdsgiverne.
– Tallene fra første kvartal dækker primært over salg af varmepumper, som har været i restordre på grund af forsyningsproblemer, og formentlig også en del varmepumper, som først er blevet installeret og faktureret nu, fordi der var meget stor travlhed hos installatørerne i efteråret, siger han.
Chefkonsulentens tolkning af tallene bliver underbygget af en rundspørge blandt medlemmerne af Tekniq Arbejdsgivernes VE-sektion. Svarene viser, at der de seneste måneder er indgået meget få aftaler om nye luft/vand varmepumper og jordvarme. Den tendens vil formentlig slå igennem i salgstallene for 2. kvartal, som bliver offentliggjort i august.
Pulje-åbning lader vente på sig
For at undgå et markant fald i varmepumpesalget – og dermed en grøn omstilling i lavere tempo - arbejder Tekniq Arbejdsgiverne for at sætte fokus på udfordringen. Indsatsen kulminerede i uge 16, hvor både installatører, leverandører og Tekniq Arbejdsgiverne i en række indslag på TV2 News advarede om, at husejernes konvertering til varmepumper er på vej til at gå i stå.
I den forbindelse understreger Troels Hartung, at det er meget problematisk, at den nye varmepumpepulje, der er afløser for bygningspuljen, ikke er åbnet endnu, selvom den skulle have lukket op for ansøgninger i første kvartal.
– Det bidrager desværre til at bremse salget af varmepumper, at puljen ikke er åbnet endnu, da man ikke kan fortænke den enkelte husejer i at vente på at få et tilskud til at installere en varmepumpe, siger Troels Hartung.
-dc