isover
scroll
Sådan sparer jeres beboere både penge og energi i vinterhalvåret Uanset om man bor i hus eller lejlighed, er det en god idé at sikre sig, at man udnytter varmen optimalt.

Sådan sparer jeres beboere både penge og energi i vinterhalvåret

Hvordan spares der bedst på energien, så varmeudgifterne reduceres, uden at beboerne fryser eller gør skade på boligen? Her er fem af de vigtigste råd til effektiv energibesparing

Efter en sommer med begrænset aktivitet i radiatorerne, skal vi igen til at skrue op for varmen i boligen. Og selv om vi står et bedre og mere stabilt sted rent forsyningsmæssigt end sidste år, er energikrisen ikke forbi. Hvis vi skal komme godt igennem fyringssæsonen og forebygge høje priser, så skal vi fortsætte de gode sparevaner fra sidste sæson.

Med andre ord: Der er al mulig grund til at spare på varmen, så vi sammen sikrer, at der er energi nok til alle. Men hvad kan jeres beboere konkret gøre for at spare på varmen, når de tænder radiatoren? Og hvordan klæder I jer selv og boligen bedre på til at stå imod vinterkulden?

På tærsklen til en ny fyringssæson giver Energistyrelsens ekspert i energispareråd og danskernes energivaner, Matilde Grøn Bjørneboe, sine anbefalinger til, hvordan man giver sig i kast med at spare på varmen til gavn for både økonomi og klima.

- Hvad enten man bor i hus eller lejlighed, er det en god idé at sikre sig, at man udnytter varmen optimalt. Man bør starte med at tjekke, at radiatorerne er frie til at afgive varmen til rummet. De må ikke være dækket inde af eksempelvis sofaer, reoler eller gardiner. Radiatorerne er mest effektive, hvis termostaterne er indstillet ens i rum med åbne døre imellem. Ellers vil de have sværere ved at samarbejde om at varme op, siger Matilde Grøn Bjørneboe fra Energistyrelsen.

Her følger en række konkrete råd fra eksperten, som kan hjælpe med at sikre et sundt indeklima og et godt komfortniveau i jeres forening, uden at varmeregningen stikker helt af:

1. Hold 18-20 °C i hjemmet og brug termometer

En let vej til at spare energi er at holde temperaturen på 18-20 °C. Faktisk sparer man omkring 5 % på varmeregningen for hver grad, man skruer ned. Man kan godt skrue ned i nogle rum om natten, hvis man for eksempel foretrækker at sove køligt. I så fald skal man dog huske at lukke af til de øvrige rum og holde minimum 18 °C af hensyn til fugt. Det er en god idé at anskaffe sig et termometer, så man kan finde ud af, hvor varmt man har brug for, at der er i boligen.

2. Husk udluftning – hver dag

Man bør lufte ud med gennemtræk flere gange hver dag – også om vinteren. Desuden bør man lufte ud efter madlavning, og efter man har været i bad. Der skal luftes ud i cirka fem minutter ad gangen – og der skal varmen gerne skrues ned imens. Vinduer bør ikke være på klem i lang tid. De køler overflader ned, som kræver meget energi at varme op igen.

3. Brug mindre varmt vand

Cirka en tredjedel af varmeforbruget går til varmt vand. Man kan spare på varmen ved at tage kortere bade ved lavere temperatur og slukke for vandet, når man sæber sig ind. Man kan også vaske hænder i koldt vand.

4. Få tjekket varmeanlægget

Med et årligt serviceeftersyn af varmeanlægget sikrer man sig, at anlægget kører effektivt gennem hele vinteren.

5. Påklædning der matcher årstiden

Vintervejr er ikke t-shirt-vejr – heller ikke indendørs. Man kan varme kroppen ved at tage en ekstra trøje på og huske undertrøjen og de uldne sokker. Hvis man bor i en ældre, urenoveret bolig, er det en god idé at gå med hjemmesko og måske have tæpper liggende, man kan tage omkring sig.

-dc

20/11 2023