Aktuelle nyheder om byggebranchen - Maling

Få styr på indeklimaet Indeklimaet spiller en voksende rolle i byggeriet, og det øger malerens behov for løsninger, som gør de færdige rum behagelige at opholde sig i.

Få styr på indeklimaet

Stark sætter godt indeklima på dagsordenen på Nyborg Stævnet, hvor malerne bl.a. kan opleve indendørs maling i Raw-serien, der har fået Dansk Indeklima Mærkning

Del artiklen på

Over de senere år er indeklima blevet en stadigt vigtigere faktor i byggeriet. Aktuelt er landets folkeskoler i fokus, efter at en rapport fra Realdania har påpeget, at 91 % af 245 undersøgte klasseværelser havde for høje CO2-niveauer, ligesom det blev konkluderet, at temperaturen i lokalerne ofte er for høj.

En lige så væsentlig faktor er afgasning af skadelige stoffer fra byggematerialer. Her stiller bl.a. DGNB-mærkningsordningen skrappe krav til de materialer, der anvendes, når et byggeri skal certificeres.

Derfor sætter Stark fokus på godt indeklima, når byggemarkedskæden byder indenfor på standen på Nyborg Stævnet d. 25.-27. januar.

Kategori- og markedschef Bo Vestergaard fortæller:

- Der er generelt kommet mere fokus på faktorer med betydning for indeklimaet, uanset om det er dagslys, ventilation, opvarmning eller selve byggematerialerne. Det gør det til en god investering for håndværkerne at vælge løsninger, som gør det lettere for dem at aflevere sunde og behagelige rum til bygherre og slutbrugerne.

Godt arbejdsmiljø og godt indeklima følges ad
På Starks stand kan deltagerne bl.a. opleve hele Raw-serien af indendørs malinger, der som de første har fået Dansk Indeklima Mærkning. Mærkningen dokumenterer, at malingerne efter højst 10 dage ikke afgiver skadelige stoffer eller lugtgener.

Serien er samtidig fremstillet uden brug af organiske opløsningsmidler og har Malkode 00-1. Den signalerer, at malingerne er de mildeste at arbejde med og efterlever Arbejdstilsynets strengeste krav.

Indflytning efter kort tid
Dermed bidrager serien ikke blot til, at malerne lettere kan aflevere lokaler med godt indeklima til bygningens slutbrugere. Den skåner også malerne selv, idet de slipper for at arbejde i et miljø præget af afgasning af skadelige stoffer.

- Uanset om du istandsætter flyttelejligheder, renoverer daginstitutioner eller leverer den sidste finish i et helt nyt byggeri, bliver både arbejdsmiljø og indeklima bedre, når du bruger dokumenteret skånsomme malinger. Men du gør det også nemmere for bygningsejerne, for de kan få malet og med god samvittighed flytte brugerne ind kort tid efter, uden at nogen bliver generet af at opholde sig i de nymalede rum, understreger Bo Vestergaard.

-los


Læs mere om Maling

22/1 2018