Flügger tager endnu et skridt mod mere bæredygtighed i malerbranchen
Fremover kan malervirksomheden Flügger lægge pensler med ansvarligt håndteret FSC-stemplet træ på hylderne
FSC-mærket er et vigtigt bevis på, at træet til pensler fra Flügger er anskaffet på ansvarlig vis. Flüggers penselfabrik i Sverige har i mange år fået træet fra ansvarlige kilder, men alligevel vækker stemplet glæde hos Flügger: Fremover kan malervirksomheden lægge pensler på hylderne med ansvarligt håndteret træ - fra skud i mulden til malermesterens hånd.
Administrerende direktør i Flügger Group, Sune Schnack, er stolt over, at medarbejderne på Flüggers penselfabrik i Bankeryd, Sverige, nu kan sætte FSC-stemplet på træpenslerne:
– Hos Flügger bakker vi op om initiativer, der gør en positiv forskel for miljøet. Med FSC-mærket gør vi Flüggers forretning mere ansvarlig. Initiativet indgår i vores overordnede bæredygtighedsarbejde, hvor vi hele tiden prøver at forbedre vores produkter – ikke mindst fordi vi også vil være en attraktiv leverandør til de mange byggeprojekter med fokus på bæredygtighed, siger Sune Schnack.
Træet er ansvarligt fra træskud til penselskaft
Med FSC-mærket får Flügger en Chain of Custody kædecertificering. Det betyder, at alle led i produktionen er certificeret.
– Med en kædecertificering sikrer vi, at træet til vores FSC-mærkede Stiwex- og Flügger-pensler er ansvarligt produceret hele vejen tilbage til dyrkningen og fældningen af træerne. På den måde tager vi i Flügger også ansvar for hele processen, udtaler Susanne Brendstrup, Head of QHSE (Quality, Health, Safety & Environment) i Flügger group.
For at sikre FSC-mærket skal medarbejderne på fabrikken i Bankeryd bl.a. følge et særligt regelsæt defineret i standarderne både for indkøb, modtagekontrol, produktion og udgangskontrol.
Produkterne kommer i handlen fra 1. februar 2023, hvor de første pensler med FSC-mærket ankommer til Flüggers butikker i særligt Danmark, Norge, Sverige, Polen, Island og Litauen.
-dc