QR-kode afslører spandens miljøoplysningerProduktionen af de nye blå spande er startet, og inden længe vil man gradvist kunne se spandene i Flüggers forretninger. Foto: Flügger

QR-kode afslører spandens miljøoplysninger

Flügger lancerer nye blå spande i genanvendt plast til en lang række produkter. Udover den nye farve og markant højere brug af genanvendt plast vil man kunne scanne en QR-kode med direkte adgang til produktets dokumentation

Flügger har udviklet nye spande, hvor al den nødvendige dokumentation kan hentes via en QR-kode. Håbet og forventningen er, at det vil lette den byrde, der ligger hos malermesteren.

- Når vi ser ud i markedet og taler med de professionelle malere, er det ikke kun udførelsen af det solide håndværk, der fylder.

- Dokumentation er blevet en del af hverdagen, og som malerfagets leverandør har vi et ansvar for at gøre den så nem som overhovedet mulig, lyder det fra Mikkel Boelskifte der er landechef for Flügger i Danmark.

I den forbindelse peger han på, at man nu har al dokumentation lige ved hånden.

- På vores nye spande er der en QR-kode, så malermesteren let finder hen til produktets specifikke data i Flügger Document Manager. Det gør det nemmere at byde på særligt bæredygtigt byggeri og frigør tid til det, maleren er bedst til, siger han.

For genkendelighedens skyld er den blå farve udvalgt, så den lægger sig så tæt på Flüggers blå farve som muligt, fortæller Mikkel Boelskifte.

- Vi ved, at farven betyder noget for vores kunder. Derfor har vi valgt en let genkendelig farve til de nye spande. Som Flügger-kunde kan man være sikker på, at man finder præcis det samme i spanden som altid, siger han.

De nye spande markerer samtidig et skift til en emballage, der er produceret af genanvendt plast. For Flügger er det en strategisk målsætning at 90 % af malerspandende skal bestå af 55 % genanvendt plast.

- For Flügger er det vigtigt, at vi udvikler gode løsninger og services til vores kunder. Det er også derfor, at 55% af den samlede mængde plastik til produktionen af egne produkter er genanvendt plast.

- På den måde kan man med god samvittighed tage en spand med Flügger-maling med ud til ens opgave, siger Mikkel Boelskifte og tilføjer:

- Vi arbejder løbende med at nedbringe vores CO2-aftryk, og vi udfordrer hele tiden os selv på, hvad vi kan gøre. Et godt skridt på vejen er at benytte os af mere og mere genanvendt plast til vores spande.

-dc

11/10 2024