Bekymrende at lovpligtige asbestprotokoller forsvinder
Beskæftigelsesministeren er vred over, at alt for mange virksomheder fortsat ikke overholder asbestreglerne omkring asbestprotokoller
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Victoria Velasquez fra Enhedslisten, at en arbejdsgiver ifølge asbestreglerne har pligt til i en asbestprotokol at registrere oplysninger om enhver ansat, der udfører asbestarbejde. Eller som formodes reelt at være blevet udsat for asbeststøv.
Arbejdsgiveren skal opbevare en asbestprotokol i mindst 40 år. Ved virksomhedsophør skal protokollen sendes til Arbejdstilsynet.
Hvor mange asbestprotokoller er indsendt
Victoria Velasquez har bedt ministeren redegøre for, hvor mange asbestprotokoller, der årligt er indsendt til Arbejdstilsynet i perioden 2010 til 2025 (dags dato), opgjort på brancheniveau inden for byggeriet.
Samtidig vil hun have en årlig opgørelse over konkurser i de respektive brancher i samme periode.
Kun modtaget ni asbestprotokoller
Når det gælder asbestprotokoller har den ansatte til enhver tid ret til adgang til de oplysninger, der for egen person er indført i en protokol. Desuden skal arbejdsgiveren udlevere de oplysninger, som arbejdsgiveren har registreret om den ansatte i en protokol til den ansatte senest ved ansættelsesforholdets ophør.
I perioden 2016 til 2025 (3. juli) har Arbejdstilsynet modtaget ni asbestprotokoller:
- Af de ni protokoller er to asbestprotokoller modtaget fra ophørte virksomheder, tre fra ikke-ophørte virksomheder og fire er indsendt af enkeltpersoner frem for arbejdsgiveren…
- Arbejdstilsynet havde modtaget én protokol om asbest siden 2004, og den var indsendt af en ikke-ophørt virksomhed, oplyser ministeren blandt andet.
Meget bekymrende
Ane Halsboe-Jørgensen konstaterer, at oplysningerne viser, at asbestprotokoller ”alt for sjældent” bliver sendt til Arbejdstilsynet ved virksomhedsophør, som asbestreglerne ellers kræver
- Det er meget bekymrende. Medarbejdere, der har været udsat for asbest på deres arbejde, skal kunne være sikre på, at deres asbestprotokoller ikke forsvinder ved et virksomhedsophør.
- Det er virksomhedernes ansvar at sikre, at asbestreglerne overholdes, og det gør mig vred, at så mange virksomheder fortsat ikke overholder asbestreglerne.
Nødvendigt med nye initiativer
Ministeren vil derfor fortsætte drøftelserne om yderligere initiativer på asbestområdet med Folketingets partier. Det gælder også asbestprotokoller:
- Der er brug for, at vi sammen arbejder på tiltag over for dem, der ikke overholder reglerne. Det skal nemlig være sundt og sikkert for alle at gå på arbejde i Danmark, siger Ane Halsboe-Jørgensen.