
Boligejere forstår ikke nye asbestregler
Med autorisationskrav til at rive asbestholdige materialer ned bliver mange ældre boliger dyrere at renovere til næste år. Byggesagkyndig rådgiver boligejere til at undersøge, om de bor i asbesthus
Fra 1. januar 2025 må kun autoriserede virksomheder nedrive asbestholdigt materiale.
Det kan gå ud over mange boligejeres renoveringsplaner, da det blandt andet bliver meget dyrere at skifte tag på ældre boliger, hvis det sundhedsfarlige materiale er blevet anvendt i byggeriet. Det mener Christian Norborg, der er administrerende direktør hos Byggesagkyndig.nu.
– Jeg forventer, at de nye krav til autorisation vil hæve prisen på at få skiftet et asbestholdigt tag betydeligt for boligejere. Derfor er det absolut væsentligt at vide, om man bor i et hus med asbest, og det oplever vi mange, som er i tvivl om, siger han.
– Hvis et asbesttag for eksempel først opdages under tilsyn i forbindelse med hussalg, vil en potentiel huskøber kunne kræve et markant nedslag i prisen, påpeger han.
De nye regler skal minimere risikoen for at indånde asbestfibre, som for eksempel bliver frigivet, hvis en eternitplade med asbest knækker.
– De nye regler har sat skub i et behov for fagfolk, der kan tage prøver og rådgive om, hvor man kan finde asbest i gamle bygninger.
- Vi oplever en større interesse fra boligejere, der ønsker at vide med sikkerhed, om de har asbest, så de kan forberede sig bedst på fremtidige omkostninger, siger Christian Norborg.
-dc