Aktuelle nyheder - Nedrivning & Miljøsanering

EU-Kommissionen svigter asbestarbejderneSekretariatschef i BAT, Gunde Odgaard

EU-Kommissionen svigter asbestarbejderne

BAT-kartellet kritiserer EU-Kommissionen for at forspilde en gylden mulighed i kampen mod asbest

Del artiklen på

Af Dan Bjerring

Bygge-, Anlægs og Trækartellet (BAT) kalder det nye direktivforslag fra EU-Kommissionen for en ’forspildt mulighed’, fordi Kommissionen har valgt den snævrest, mulige løsning for at forbedre den eksisterende lovgivning.

I 2021 vedtog EU-Parlamentet med et usædvanligt bredt flertal en rapport fyldt med forslag til, hvordan man kunne styrke den europæiske asbestlovgivning.

Ud af de mange forslag er den eneste ændring, man har valgt at gennemføre, en sænkelse af grænseværdien fra 0,1 til 0,01 fibre/cm3, og ikke engang her har man levet op til EU-Parlamentets ambitionsniveau.

Tre gange så høj grænseværdi
Sekretariatschef for BAT, Gunde Odgaard, siger, at selvom sænkelsen af grænseværdien isoleret set er en marginal forbedring, kunne man have taget en lang række andre skridt:

- Man kunne eksempelvis have indført obligatorisk autorisationskrav og uddannelse af asbestarbejdere, fjerne sondringen mellem støvende og ikke-støvende asbestarbejde eller indført et forbud mod indkapsling af asbest, Selv på det ene punkt, hvor Kommissionens har valgt at skride til handling, har man kun sænket grænseværdien til et niveau, der er mere end tre gange så højt som den danske grænseværdi. Det er slet og ret uambitiøst, siger sekretariatschefen.

Forbudt i 35 år
Selvom asbest blev forbudt for over 35 år siden i Danmark, er det stadig i høj grad til stede i danske bygninger.

I Danmark fører asbest til flere end 300 dødsfald om året, og på tværs af EU er mellem fire og syv millioner europæere blevet udsat for asbest.

Kommissionen har desuden præsenteret en ’Renoveringsbølge’, der frem mod 2030 skal sikre, at minimum 35 millioner boliger i Europa skal energirenoveres:

- På den ene side skal det bidrage til den grønne omstilling, og på den anden side, skal det gøre os uafhængige af russiske, fossile brændsler. Alle disse renoveringer betyder, at millioner af boliger og bygninger, som indeholder asbest, skal renoveres, og derfor er det et akut behov for at skærpe asbestreglerne markant mener bestyrelsesmedlem i BAT Henrik W. Petersen.

Danmark kan holde fast i strengere krav
Gunde Odgaard kalder vanen tro ’en spade for en spade’ og slutter:

'- Det eneste, vi rent faktisk kan være tilfredse med, er, at Kommissionen trods alt ikke gør noget værre. Vi kan i Danmark stadig få lov til at have strengere regler. Jeg vil kraftigt opfordre den danske regering og alle EU-Parlamentarikere til at presse på i forhandlingerne for at få strammet dette forslag gevaldigt op…

Læs mere om Nedrivning & Miljøsanering

29/9 2022