Helt anden kaliber af afstumpethedArkivfoto

Helt anden kaliber af afstumpethed

Forfalsket asbestprøve i Aalborg efterforsker politiet, da der kan være tale om dokumentfalsk. Det er en alvorlig overtrædelse af straffeloven at forfalske dokumenter

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har været kaldt i samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg på baggrund af en række spørgsmål fra Victoria Velasquez (EL), der blandt andet ville vide, om ministeren mener, at de grove brud på asbestlovgivningen, der er sket på en af CW Obel Ejendommes byggepladser i Aalborg giver anledning til skærpelser af asbestlovgivningen.

Hun peger blandt andet på, at 200 håndværkere muligvis er blevet udsat for asbestpåvirkning,
Samtidig vil hun vide, om Arbejdstilsynet i sagen har gjort, hvad de kunne og skulle i henhold til gældende regler.

Forfalskede asbestprøver
Ministeren sagde direkte, at sagen i Aalborg har rystet hende, på trods af, at hun har oplevet meget som beskæftigelsesminister – ”mennesker der går på arbejde og bliver udsat for asbest.

Dokumentfalsk omkring asbestprøver der ellers skulle have beskyttet disse medarbejdere fra det livsfarlige støv”:

- Manglende beskyttelse af ansatte mod de sundhedsmæssige risici, der er forbundet med asbest, er fuldstændigt uacceptabelt og skal have hårde konsekvenser, sagde hun i samrådet.

Hun forstår håndværkernes frustration og vrede og understreger, at når en virksomhed ”bevidst forfalsker en asbestprøve” og sætter hundredvis af menneskers liv i fare er der tale om ”en helt anden kaliber af afstumpethed”.

Kæmpebøder for at arbejde med asbest uden autorisation
Beskæftigelsesministeren oplyste i øvrigt, at der over 800 autoriserede virksomheder til fjernelse af asbest:

- Hvis en virksomhed arbejder uden den lovpligtige autorisation, kan det medføre en bøde. Bøden vil som udgangspunkt ligge på 30.000 kroner, men den kan blive større afhængig af, hvor alvorlig sagen er, og om der er tale om gentagne overtrædelser, sagde ministeren.

I den konkrete sag i Aalborg har Arbejdstilsynet oplyst, at de løbende har ført tre tilsyn med byggepladsen siden december 2024 og fortsat fører tilsyn:

- Den forfalskede asbestprøve efterforsker politiet, da der kan være tale om dokumentfalsk. Det er en alvorlig overtrædelse af straffeloven at forfalske dokumenter, sagde Ane Halsboe-Jørgensen videre.

Entreprenørstoppet virker præventivt
Ifølge beskæftigelsesministeren har Arbejdstilsynet har oplyst at de ”fortsat gør det, de kan og skal” - føre tilsyn med, om arbejdsmiljøreglerne overholdes og reagere, hvis det ikke er tilfældet:

- Vi er ikke færdige med at stramme skruerne og spænde bardunerne på det her område, sagde hun.

Samtidig pegede ministeren på, at ”entreprenørstoppet” får en præventiv effekt, så entreprenørerne forbedrer arbejdsmiljøet på byggepladserne:

- Det er nemlig ikke acceptabelt, at arbejdsgivere groft tilsidesætter arbejdsmiljøet, udsætter mennesker for fare under arbejdet eller på anden måde tilbyder uacceptable forhold.

- Med entreprenørstoppet får Arbejdstilsynet mulighed for at gribe ind over for entreprenører på de byggepladser, hvor reglerne brydes igen og igen. Hvis entreprenøren ikke efterkommer et påbud om entreprenørstop, kan det udløse en bøde på 100.000 kroner...

26/5 2025