
Ikke i mål med indsats mod asbestkriminelle
- Det er alt for ofte, at vi ser skruppelløse firmaer, der sætter profit over sikkerhed, mener beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Som tidligere nævnt i BygTek har ”Blik & Rør” rettet henvendelse til Folketinget med henblik på en plan for at sikre ”et asbestfrit Danmark”
I en kommentar til forslaget skriver beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at ”det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde, også når det indebærer arbejde med asbest”.
Flere initiativer
Hun henviser til at Folketinget har igangsat flere initiativer på asbestområdet, herunder autorisationsordningen, som fra 1. januar 2025 stiller krav til autorisation for ned rivning af asbest:
- På den måde sikrer vi, at de firmaer, der må påtage sig den slags opgaver, har et kvalitetsledelsessystem, de arbejder ud fra, og at de ansatte har været på kursus og ved, hvordan de skal håndtere det farlige materiale, forklarer hun.
Entreprenørstoppet virker præventivt
Derudover peger hun også på de nye regler for ”entreprenørstoppet”, hvor entreprenører og underentreprenører fra næste år kan blive påbudt af Arbejdstilsynet at standse arbejdet på dele af byggepladsen, hvis arbejdsmiljøreglerne groft overtrædes gentagne gange:
- Hvis entreprenøren ikke efterkommer et påbud om entreprenørstop, kan det udløse en bøde på 100.000 kroner. Samtidigt har vi også besluttet at hæve bødeniveauet.
- Det er stærke nye værktøjer, som jeg er over bevist om, vil virke præventivt i forhold til meget grove overtrædelser, påpeger ministeren.
Skruppelløse firmaer
Beskæftigelsesministeren slår dog også fast, at man ”ikke er i mål”:
- Det er alt for ofte, at vi ser skruppelløse firmaer, der sætter profit over sikkerhed. Asbestområdet er et område, jeg følger tæt for at se på, om der er behov for nye initiativer. For eksempel har vi for nylig hørt om fusk med prøver fra en byggeplads i Aalborg.
- Det er fuldstændig uacceptabelt. Derfor er vi i gang med politiske drøftelser om mulige nye initiativer på asbestområdet, og i den forbindelse noterer jeg mig Blik- og Rørarbejderforbundets forslag, slutter Ane Halsboe-Jørgensen.