
Aldrig flere beskæftigede i Danmark
Cheføkonom Bo Sandberg fra Brancheforeningen Aktive Ejere slår gast, at der aldrig være været flere beskæftigede lønmodtagere i Danmark end de nuværende 3.045.400. Direktør Henrik Sass Larsen træder tilbage efter alvorlige anklager
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I en kommentar til den månedlige lønmodtagerbeskæftigelse fra Danmarks Statistik for januar understreger Bo Sandberg, at det danske ”Kongetal” bliver ved med at levere varen:
- Mens vi venter på en mulig handelskrig og effekterne af selvskadende amerikansk adfærd, er det helt vildt, siger cheføkonomen hos Aktive Ejere.
I januar blev der skabt hele 5.500 nye job, heraf alene 4.200 i den private sektor. På toppen af flere års højkonjunktur, er der det seneste år netto skabt yderligere 36.700 nye lønmodtagerjob.
Bundsolid økonomi
Som senest bekræftet af Nationalbankens nye prognose, er dansk økonomi bundsolid, og vil formentlig også kunne absorbere de kommende års forøgede forsvarsudgifter:
- Det er arbejdsmarkedet – med høj beskæftigelsesfrekvens, flere seniorer i job og adgang til udenlandsk arbejdskraft – som er nøglen til en sund økonomi.
- Der kommer flere skatteindtægter af mennesker i job end på offentlig forsørgelse. Høj jobsikkerhed og høj jobmobilitet holder samtidig hånden under boligmarkedet, siger Bo Sandberg.
Forbrugerforventninger i dybfryser
Danmarks Statistik har samtidig offentliggjort forbrugertillidsindikatoren for marts:
- Trods opsving, rekordhøj beskæftigelse, pæn reallønsfremgang og renter så småt på vej nedad, befinder forbrugerforventningerne sig i dybfryseren og på laveste niveau i to år.
- Fra februar til marts er den i forvejen stærkt nedkølede, samlede forbrugertillidsindikator faldet yderligere fra et nettotal på -14,5 til nu -15,5, siger Bo Sandberg.
Forventninger trækker ned
Det er især forbrugernes forventninger til den ellers ret modstandsdygtige danske økonomi, der trækker nedad:
- Men vi er en lille åben økonomi, der er sårbar overfor international usikkerhed og udsigt til handelskrig. Og den slags er både forbrugere og virksomheder allergiske overfor.
-Noget mere overraskende, er også forbrugerens bedømmelse af egen økonomi temmelig pessimistisk. Men end ikke nære ting som rentefald, reallønsfremgang og skattelettelser kan åbenbart dæmpe de usikkerhedens frø, som verdensøkonomien sår i os, siger Aktive Ejeres cheføkonom.
Direktør for Aktive Ejere på anklagebænken
Direktør Henrik Sass Larsen har i øvrigt indgivet sin opsigelse til bestyrelsen i Aktive Ejere.
Han afløses af en anden tidligere minister, Søren Pind.
Bestyrelsen tager opsigelsen til efterretning og er enig med Henrik Sass Larsen i, at han ikke skal fortsætte som direktør:
- Bestyrelsen har intet kendskab haft til den af politiet gennemførte efterforskning og nu rejste tiltale, oplyses det.