Bureaukrati suger tid, penge og virkelyst ud af virksomhederne
SMVdanmark påviser, at bureaukrati koster de små - og mellemstore virksomheder 53 milliarder kroner årligt og kræver 83.500 fuldtidsstillinger
Af Dan Bjerring
Christiansborg
162 millioner timer om året. Det svarer til 83.500 fuldtidsstillinger og en omkostning på 53 milliarder kroner. Det er ifølge en analyse fra SMVdanmark, hvad bureaukratiet koster de danske SMV’er, som i gennemsnit bruger 7,4 timer om ugen på byrder.
Dertil kommer så de mange tusinde ansatte i ministerier, kommuner og regioner, der kontrollerer de oplysninger, som de private virksomheder er pålagt. Det er tusinder af offentligt ansatte, der betales over skatterne og altså også belaster virksomhederne.
Kunne være brugt på kunder og udvikling
Jakob Brandt, der er administrerende direktør i SMVdanmark, understreger, at de administrative byrder ”suger tid, penge og virkelyst ud af virksomhederne”. Det er ressourcer, som i stedet kunne være brugt på kunder, medarbejdere, salg og udvikling:
- Det her er et nødråb fra SMV’erne. Vi har nået smertegrænsen nu og har virkelig brug for politisk handling for at komme problemet til livs, siger han.
Ifølge analysen oplever 54 procent af SMV’erne, at bureaukrati begrænser deres muligheder for vækst og udvikling. Samtidig peger 39 procent på administrative byrder som en af de største barrierer for virksomhedens fremtidige udviklingsmuligheder.
Rammer især de mindre virksomheder
Byrderne er dermed den største bremse for vækst FORAN skatte- og afgiftstrykket, mangel på arbejdskraft og global usikkerhed.
Reglerne rammer især de små virksomheder hårdt. Store virksomheder kan ansætte specialister til at håndtere kravene, mens opgaven i SMV’er lander direkte hos ejeren eller andre nøglemedarbejdere ved siden af den daglige drift. Det skyldes, at reglerne ofte er de samme, uanset om man har to eller to hundrede ansatte.
SMVdanmark foreslår i øvrigt, at der indføres et omkostningsstop for nye administrative byrder, så nye regler som udgangspunkt ikke pålægger virksomhederne nye omkostninger uden tilsvarende lettelser eller forenklinger.
Fakta:
• SMV’er bruger i gennemsnit 7,4 timer om ugen på bureaukrati.
• Det svarer til 162 millioner timer om året.
• Den samlede omkostning er beregnet til 53 milliarder kroner årligt. 83.500 fuldtidsstillinger går med at håndtere offentlige krav og regler.
• 78 procent oplever skat og moms som et tidskrævende bureaukratiområde
• 54 procent oplever, at bureaukrati begrænser virksomhedens muligheder for vækst og udvikling.
• 52 procent af virksomheder inden for handel, reparation og vedligeholdelse af biler oplever administrative byrder som en vækstbarriere.