Dansk transport skal i højere grad satse på erhvervshavnene
Regeringen nedsatte sidste år et nyt partnerskab, der skulle se nærmere på, hvilke omstillingsbehov de danske erhvervshavne står over for, og hvordan erhvervshavnenes udvikling kan understøttes
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I går modtog regeringen havnepartnerskabets anbefalinger, som blandt andet skal danne grundlag for en kommende havnestrategi.
Danske erhvervshavne har stor betydning for det danske erhvervsliv, men i takt med, at verden har forandret sig, har erhvervshavnenes rolle og opgaver også ændret sig.
Blandt andet skal erhvervshavnene nu i endnu højere grad kunne understøtte udviklingen af grøn energi, energiforsyning og forsvarsaktiviteter.
Det giver nye muligheder, men det stiller samtidig nye, store krav til havnene.
Knudepunkter
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) understreger, at erhvervshavnene er knudepunkter for dansk erhvervsliv, og sådan skal det også være i fremtiden:
- Forsyningssikkerhed er blevet helt afgørende, og erhvervshavnene er derfor en del af svaret på nutidens udfordringer. Men der er behov for investeringer, hvis de skal kunne omstille og udvikle sig, siger erhvervsministeren blandt andet.
Nødvendigt med politisk opbakning
Fagchef for transport i Dansk Erhverv, Jesper Højte Stenbæk, peger på, at politisk opbakning er nødvendig for, at de danske havne fortsat er konkurrencedygtige:
- Vi skal have mindre bureaukrati, smidigere regler for eksempelvis energiproduktion på havne, fremtidssikring af investeringerne i grøn energi, sejlrender og kajer samt endnu flere dygtige og veluddannede medarbejdere.
- Får vi det, kan vi levere stadig mobilitet og produktivitet til samfundet nu og i fremtiden, siger han