scroll
EU-Parlamentet har vedtaget forslag om kortere betalingsfrister

EU-Parlamentet har vedtaget forslag om kortere betalingsfrister

I årevis har små – og mellemstore virksomheder oplevet at blive brugt som ’gratis’ kassekredit for deres kunder, når de skulle have betaling for det udførte arbejde

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Og i lige så mange år har SMVdanmark – tidligere i rollen som Hånværksrådet – kæmpet for fair betalingsfrister.

De små virksomheder måtte ofte af frygt for at miste de store virksomheder som kunder acceptere de lange betalingsfrister, og derfor har SMVdanmark arbejdet for at få indført et lovbestemt loft for betalingsfrister på maksimum 30 dage:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en kamp, hvor vi er oppe imod tunge interesser fra blandt andre Dansk Industri og Dansk Erhverv, som aktivt lobbyer imod lovgivning – og for at opretholde status quo til gavn for deres store medlemmer, lyder budskabet fra SMVdanmark.

Stort flertal for 30 dages betalingsfrist
Men nu er der håb forude – ikke på grund af Christiansborgpolitikernes indsats, men tirsdag
stemte et stort flertal af EU-Parlamentets medlemmer for et forslag om en fælleseuropæisk betalingsfrist på maksimalt 30 dage ved handelsaftaler mellem virksomheder i EU. For visse varegrupper dog op til 90 dage.

459 stemte for, 96 stemte imod, men de fleste danske parlamentarikere stemte for.

- Sene betalinger giver EU's små og mellemstore virksomheder et indtægtstab, der samlet svarer til Finlands bruttonationalprodukt. Så vil man gøre alvor af skåltalerne om at skabe bedre vilkår for SMV’erne, så giver det da også kun mening at sætte ind her, siger SMVdanmarks administrerende direktør Jakob Brandt.

Lang vej endnu
Han advarer dog mod at tage beslutningen for givet – snarere tvært i mod. Der er nemlig fortsat et stykke vej i EU-systemet, før EU-Parlamentets forslag kan blive til virkelighed:

- Der sker næppe noget på denne side af valget til EU-Parlamentet til juni. Derefter venter en længere proces, hvor både det nye parlament, en ny kommission og ministerrådet skal involveres.

- Kommer vi igennem her, så skal vi til sidst nok også slås om den danske implementering, siger Jakob Brandt.

Han erkender, at vedtagelsen i Parlamentet var et stort skridt i den rigtige retning:

- Men kampen for fair betalingsfrister for de små og mellemstore virksomheder fortsætter, lover han.

26/4 2024