Europa er et taberkontinent – Danmark er en vindernation
Skattetrykket i Danmark er faldet fra et gennemsnitligt niveau omkring 48 procent af BNP til cirka 43 procent
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Den nye økonomiske prognose fra regeringen bekræfter, at dansk økonomi er bomstærk. BNP-væksten er kraftigt opjusteret til cirka 3,0 procent i år og 2,9 procent næste år.
- Til trods for store økonomiske udfordringer i vores nabolande, især Tyskland, og et generelt sløjt vækst- og produktivitetsbillede i EU, så er dansk økonomi en virkelig solstrålehistorie, som især er trukket af udviklingen på arbejdsmarkedet, siger Bo Sandberg, der er cheføkonom i Brancheforeningen Aktive Ejere.
Afhængig af nabolande
Han henviser til, at Danmark, som en lille, åben økonomi, er stærkt afhængig af udviklingen i vores nabolande. Derfor er det et spørgsmål, hvor længe Danmark kan blive ved at være en vindernation på det, der - malet med den virkelig brede pensel - lige nu er et taberkontinent i ren økonomisk forstand.
Dertil kommer usikkerhed om en eventuel handelskrig med USA, hvor Danmark er sårbar, fordi eksporten til USA aldrig har været større og nu udgør godt 18 procent af vores samlede eksport.
Underbelyst bevirkning
Samtidig minder Bo Sandberg om en ”vigtig – om end noget underbelyst bivirkning” - af de senere års eventyr indenfor medicinalindustri og eksport.
Skattetrykket er faktisk faldet fra et gennemsnitligt niveau omkring 48 procent af BNP i 2019-2021 til nu at svinge mellem 43 og 44 procent af BNP i 2022-2026.
Konkret er skattetrykket faldet fra et niveau på 47,8 procent i både 2019 og 2020 og på 47,7 procent i 2021 - til 42,3 procent i 2022, 43,8 procent i 2023 og forventes af regeringen at lande på henholdsvis 44,1 procent i 2024, 43,6 procent i 2025 og 43,5 procent så langt fremme som i 2026.
Skattetryk stabiliseret på lavere niveau
Bo Sandberg erkender, at der er betydelige udsving fra år til år, men når skattetrykket i midt-tyverne tilsyneladende har stabiliseret sig på et nyt og lavere niveau, så skyldes det simpelthen, at nævneren i disse år vokser kraftigere end tælleren i den brøk, der udgør skattetrykket:
- BNP vokser kraftigere end skatteindtægterne gør – og det skyldes, at det især er eksporten af medicinalvarer, der booster BNP-væksten, siger Bo Sandberg, der understreger, at ”Novonomics” ikke kun har ført højere vækst og beskæftigelse med sig, men også et lavere skattetryk, siger Bo Sandberg.