Fjernvarmekunder overladt til Jungleloven
Der er stribevis af sager, hvor utilfredse fjernvarmekunder forsøger at komme ud af deres kontrakter med fjernvarmeselskaberne uden at skulle betale helt urimelige beløb for at slippe ud
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I en række sager har kunderne fået ret ved Ankenævnet på Energiområdet, men fjernvarmeselskaberne afviser at følge kendelserne.
Det har ført til et spørgsmål til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, hvor han opfordres til at forholde sig til, at varmeselskaber kan afvise at rette ind efter ankenævnets afgørelser.
Kunder har fået medhold i deres klager, men de er nødsaget til at tage deres sag i retten.
Privat klagenævn
Og der er ikke megen hjælp for forbrugerne at hente hos ministeren. Han oplyser blot generelt, at Ankenævnet på Energiområdet er et privat klagenævn, der behandler civilretlige klager fra forbrugere mod energivirksomheder etableret i Danmark vedrørende forbrugeraftaler om blandt andet køb og levering af elektricitet, gas og fjernvarme:
- Såfremt et energiselskab ikke ønsker at efterleve en afgørelse fra Ankenævnet på Energiområdet, har forbrugeren mulighed for at få prøvet sagen ved de almindelige domstole, oplyser ministeren.
Det betyder altså i praksis, at forbrugerne er henvist til en måske årelang retssag for at få deres ret, og dermed også store udgifter til advokater.