Forsøgsordning for byggeri kan bruges til mere end forventet
Statsgaranti til lån til forsøgsbyggeri kan også omfatte alternative byggematerialer og metoder, der reducerer klima- og miljøpåvirkningen af byggeri
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Liberal Alliances boligordfører, Carl Andersen, har bedt boligminister Sophis Hæstorp Andersen (S) oplyse, om hun vil være positivt indstillet i forhold til at udvide ordningen om ”statsgaranti til lån til forsøgsbyggeri” til også at omfatte alternative byggematerialer og metoder, der reducerer klima- og miljøpåvirkningen af byggeri samt renoveringer
Carl Andersen henviser til, at der er store udfordringer med at få nye og alternative byggematerialer ind på markedet.
Det skyldes blandt andet, at forsikringsselskaberne ikke i begyndelsen vil dække den slags byggerier.
Udvidelse kan være relevant
Carl Andersen peger desuden på, at i takt med, at der stilles større bæredygtighedskrav til byggeriet - og bygningsdirektivet skal implementeres.
Derfor kan det det være relevant at udvide eksisterende ordninger til at understøtte forskning, forsøg og udrulning af nye alternative byggematerialer og metoder, der reducerer klima- og miljøpåvirkningen af byggeri samt renoveringer.
Genanvendelse af bygematerialer
Ministeren slår fast, at det er en betingelse for at yde statsgaranti til forsøgsbyggeri, at projektet ”indeholder forsøg i væsentligt omfang med nye eller ændrede byggemetoder, bygningsudformning og drifts- og vedligeholdelsesmetoder”.
- Forsøget skal vedrøre nye eller ændrede byggemetoder, drifts- eller vedligeholdelsesmetoder eller metoder til ressourcebesparelser, herunder genanvendelse af byggematerialer, påpeger boligministeren.
Afviser at udvide ordningen
Men det er samtidig hendes vurdering, at ordningen om statsgaranti til lån til forsøgsbyggeri ”også kan omfatte alternative byggematerialer og metoder, der reducerer klima- og miljøpåvirkningen af byggeri, såfremt projekterne opfylder kriterierne for forsøg i væsentligt omfang”.
Derfor afviser Sophie Hæstorp Andersen at udvide ordningen, fordi alternative byggematerialer og metoder til reduktion af klima- og miljøpåvirkning ”allerede kan være omfattet af forsøgsordningen”.
Konservativ byggebranche
Carl Andersen kalder over for BygTek svaret fra ministeren for ”lidt et nybrud”:
- Ministeren åbner op for en noget bredere tolkning af en forsøgsordning for byggeri. Hun mener den også kan bruges til at teste nye byggematerialer hvis de har en god miljø- eller klimaeffekt.
- Jeg havde ellers det indtryk, at ordningen var meget låst til nye former for byggeri, og metoder, der reducerede blandt andet klima- og miljøbelastning - men ikke materialer, siger Carl Andersne.
Han mener ikke mindst, at ministerens oplysninger er interessante, fordi der er store udfordringer i forhold til, at byggebranchen er ”en meget konservativ branche”, og og nye produkter er svære at forsikre.