
Håndværkerfradrag i nye klæder
Håndværkerfradraget vender tilbage i 2025 og fortsætter frem til 2028. Fokus i ordningen er at give boligejere et godt incitament til at energirenovere og klimasikre deres boliger
Af Dan Bjerring
Erhvervsjuridisk chef i TEKNIQ, Rikke Schjødt Christensen, håber at Håndværkerfradraget kan gøre en forskel i lysten til bæredygtige investeringer.
Håndværkerfradraget har ikke eksisteret siden 2022, og kommer nu tilbage i lidt andre klæder.
En væsentlig forskel er, at håndværkerfradraget nu er på sølle 8.600 kroner - sammenlignet med 12.900 kroner i 2022.
Servicefradraget forhøjes
Til gengæld bliver servicefradraget forhøjet. Samlet set er der afsat 400 millioner kroner hvert år fra 2025 til og med 2028. Heraf går 300 millioner kroner til Håndværkerfradraget målrettet klimarenovering. De resterende 100 millioner kroner pr. år er afsat til at forhøje servicefradraget.
Fradraget dækker ligesom tidligere lønudgifterne forbundet med arbejdet og ikke materialeomkostninger.
Hvilke ydelser dækkes af det grønne håndværkerfradrag
• Isolering af tag og loft
• Reparation og forbedring af skorsten
• Udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas
• Udskiftning af yderdøre, terrassedøre m.v.
• Isolering af ydervægge
• Isolering af gulv
• Afmontering af brændeovne
• Arbejde på varmestyringsanlæg
• Arbejde på anlæg til vandbåren varme
• Arbejde på solceller og husstandsvindmøller, herunder i kombination med et batteri
• Arbejde på solfangere
• Arbejde på fjernvarmeunits
• Arbejde på varmepumper
• Arbejde på el-vandvarmer
• Installation, reparation, udskiftning eller forbedring af ventilation
• Installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn
• Radonsikring
• (Listen først offentliggjort i Avisen Danmark).
Maksimale fradrag
• I 2024 var håndværkerfradraget på 0 kroner, mens det i 2025 er på 8.600 kroner.
• Servicefradraget var i 2024 på 11.900 kroner, mens det i 2025 er på 17.500 kroner.
• Ægtefæller og samlevende har begge sit fradrag uanset hvem af dem, der har betalt regningen.
• Den faktiske skattebesparelse, der opnås via dette - udgør omkring 26 %. For et ægtepar, der udnytter det maksimale fradrag (52.200 kr.) i 2025, finansierer skatten dermed op til omkring 14.000 kr. af udgifterne.
• Baseret på BDO's nyhedsbrev.