
Ni og syv meter høje støjskærme ved Odense
Markant fald i støjramte boliger efter udvidelsen af Fynske Motorvej syd om Odense
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Folketingets Transportudvalg har på vegne af Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) spurgt transportminister Thomas Danielsen (V), om han kan ”garantere, at der i forbindelse udbygningen af Fynske Motorvej syd om Odense afsættes midler til at bekæmpe den støj, som mange beboere langs strækningen generes af”.
Ifølge ministeren viser Vejdirektoratets støjmodelberegninger, at antallet af støjbelastede boliger bliver reduceret fra 4.311 til 3.047, hvis projektet, som det er beskrevet i lovforslaget, gennemføres.
Høje støjskærme
Faldet skyldes, at det som et led i anlægsprojektet foreslås, at der opsættes ni meter høje støjskærme på både nord- og sydsiden af motorvejen ved Hjallese på strækningen øst og vest for tilslutningsanlæg 51, Odense S.
Desuden opsættes syv meter høje støjskærme på den nordlige side af motorvejen ved Heliosvænget ved tilslutnings anlæg 52, Odense SV:
- Ligeledes vil Vejdirektoratet etablere en støjisoleringsordning, hvor der kan ydes tilskud til facadeisolering af helårsboliger, der er særligt støjramte, oplyser transportministeren.