Daloc
Politikerne har lyttet til Danske ByggefagBeskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek

Politikerne har lyttet til Danske Byggefag

En række forslag til bekæmpelse af social dumping og forbedring af migrantarbejderes vilkår, som blev stillet på en høring for et års tid siden, er omsat til lovgivning

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Folketingets Beskæftigelsesudvalg har bedt beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek tage stilling til en række af de forslag, der for næsten et år siden blev præsenteret af forskere, Danske Byggefag og Bygherreforeningen ved en høring om migrantarbejderes forhold i byggebranchen.

Den forholdsvis nytiltrådte minister erkender, at man for ofte oplever, at udenlandske arbejdstagere arbejder under vilkår, som er langt under normal dansk standard.

Krav om id-kort
Ved den pågældende høring fremsatte Bygherreforeningen og Danske Byggefag en række forslag til, hvordan migrantarbejdernes forhold kan forbedres.

Forslagene omhandlede blandt andet lovkrav om id-kort på byggepladserne, ”pålidelighedsregister” for leverandører i Danmark, begrænsninger for anvendelse af kæder og styrkelse af bygherren.

Ofte ender den salgs høringer uden handling fra lovgivernes side, men ikke i dette tilfælde.

Bedre gennemsigtighed
Siden høringen har Folketinget taget flere initiativer, som blev foreslået til høringen. Det gælder blandt andet at indføre id-kort på større bygge- og anlægsprojekter. Det giver såvel bedre gennemsigtighed og sporbarhed samt mulighed for kontrol og håndhævelse.

Med aftalen forhøjes bøder for virksomheder med 35 - eller flere ansatte, hvis de ikke overholder arbejdsgiverens pligt til at anmelde arbejdsulykker, og hvis de ikke overholder bygherrens pligt til at udarbejde en plan for sikkerhed og sundhed på byggepladsen.

Udelukkelse fra tilbudsgivning
Ministeren henviser desuden til en aftale med arbejdsmarkedets parter om en styrket indsats mod social dumping:

- Som følge heraf igangsættes en forsøgsordning med proaktiv udelukkelse af tilbudsgivere som følge af særligt grove lovovertrædelser. Derudover igangsættes et arbejde med at sikre bedre adgang til data om tilbudsgiveres eventuelle brud på arbejdsmiljøloven eller udlændingeloven.

- Og der indføres lovkrav om, at arbejdsklausuler skal anvendes i alle offentlige kontrakter inden for byggeriet, oplyser Kaare Dybvad Bek.

Bødestørrelser er hævet
Derudover er bødeniveauet for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven, herunder grundbøden for materielle overtrædelser og tillægget ved ”gentagelse” - når der tidligere er straffet en eller flere gange for grove overtrædelser, blevet hævet fra den 1. juli i år.

Arbejdstilsynet har desuden indført et intensiveret tilsyn med hyppigere tilsyn på byggepladser, der har mange overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen:

- Derudover indføres et entreprenørstop, der giver Arbejdstilsynet mulighed for at påbyde entreprenøren øverst i entreprise kæden at standse alt entreprenørens og underentreprenørernes arbejde på byggepladsen ved gentagne alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven, oplyser ministeren.

Udstationerede skal fremvise identifikation
Ikke mindst skal udstationerede ansatte kunne fremvise identifikation, hvis det vurderes nødvendigt i forbindelse med et tilsyn.

- Social dumping er en udfordring, der hele tiden ændrer sig, og som derfor også kræver, at myndighedernes værktøjskasse løbende udvikles og målrettes i lyset heraf, slutter beskæftigelsesministeren

16/11 2025