
Regeringen sætter borgernes demokratiske retssikkerhed ud af spil
Partierne bag forsvarsforliget er blevet enige om en aftale om en ny midlertidig lov om bygge- og anlægsprojekter, der blandt andet afskærer klageadgangen
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Loven skal sikre, at myndighederne har de ”nødvendige handlemuligheder for hurtigt at kunne gennemføre konkrete bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter, der tjener væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål”.
Loven forventes at kunne træde i kraft allerede til september i år:
- Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation understreger vigtigheden af, at vi hurtigt kan igangsætte nødvendige bygge- og anlægsprojekter på forsvars- og beredskabsområdet.
- Når vi hurtigt skal styrke vores kampkraft, så er det afgørende, at opbygningen af nye faciliteter på forsvars- og beredskabsområdet også følger med i samme tempo, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Væk med krav til byggetilladelser
Aftalen betyder, at bygge- og anlægsprojekter og driftsaktiviteter, der ”tjener væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige beredskabsformål”, kan undtages fra sædvanlige krav om eksempelvis. byggetilladelser eller miljøgodkendelser, hvis det er nødvendigt for at opnå formålet med projektet eller aktiviteten:
- Hovedformålet er, at bygge- og anlægsprojekter og driftsaktiviteter, der har væsentlig betydning for at styrke Forsvaret eller beredskabet, kan gennemføres hurtigere takket være en effektiviseret godkendelses- og tilladelsesproces, oplyses det.
Solnedgangsklausul
Partierne bag aftalen er enige om, at loven skal indeholde en såkaldt ”solnedgangsklausul”, så loven automatisk ophæves med udgangen af 2028:
- Med den nye aftale sikrer vi, at vi også har det lovgivningsmæssige grundlag for hurtigere at få gang i de bygge- og anlægsprojekter og driftsaktiviteter, der har væsentlig betydning for Forsvaret, slutter forsvarsministeren.
Fakta
Loven indeholder tre primære værktøjer:
1. Det første værktøj er, at vedkommende minister kan overtage kompetencen fra f.eks. en lokal kommune til at træffe afgørelse om tilladelser og dispensationer til bygge- og anlægsprojekter eller driftsprojekter, som tjener væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål. Dermed kan sager herom afgøres hurtigere, men reglerne vil stadig være de samme som i dag.
2. Hvis det første værktøj ikke er tilstrækkelig til, at et vigtigt projekt kan gennemføres, kan det næste værktøj anvendes. Her kan vedkommende minister fastsætte, at konkrete regler på f.eks. plan- og miljøområdet ikke skal gælde for projektet eller aktiviteten.
3. Det tredje værktøj er, at klageadgangen kan afskæres. Dermed risikerer man ikke, at et projekt, der er vigtigt for forsvaret af Danmark, må ligge stille i måneder eller år, mens en klage behandles.