Daloc
Regeringens grønne gasambition indfries ikkearkivfoto

Regeringens grønne gasambition indfries ikke

I 2030 skønnes biogasandelen i nettet at være cirka 85 procent af det samlede ledningsgasforbrug. Der er cirka 120.000 husholdninger med gasfyr i 2035

Af Dan Bjerring
Christiansborg

KF25 står for Klimastatus og -fremskrivning 2025, og er en årlig rapport udarbejdet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der beskriver Danmarks klimastatus og fremskriver udledningen af drivhusgasser fremadrettet.

Det konservative folketingsmedlem Dina Raabjerg har spurgt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), om det er korrekt forstået, at målet om, at Danmark senest i 2030 vil være 100 procent forsynet med grøn gas i 2030, ikke nås med den nuværende indsats.

Gasforbrug fra 2032 100 procent grønt
Ministeren slår fast, at ”det er ambitionen, at Danmark senest i 2030 vil være 100 procent forsynet med grøn gas”:

Han skønner dog på baggrund af Klimastatus og -fremskrivning 2025 (KF25), at produktionen af opgraderet biogas vil overstige ledningsgasforbruget fra 2032.

Derfor vil gasforbrug fra 2032 opgørelsesmæssigt være 100 procent grønt:

- I 2030 skønnes biogasandelen i nettet at være cirka 85 procent i det samlede ledningsgasforbrug, oplyser ministeren.

Ambition indfries ikke
Han understreger videre, at ambitionen om, at Danmark senest i 2030 vil være 100 procent forsynet med grøn gas ”skønnes således ikke indfriet med KF25”:

- Det er derfor korrekt, at ambitionen om, at Danmark skal være 100 procent forsynet med russisk gas i 2030, kræver yderligere aftaler om nye politiske initiativer, påpeger Lars Aagaard.

Regeringen vil næste år fremlægge mulige initiativer samt den finansiering, der skal til for at indfri ambitionen om udfasning af gasfyr i 2035 og 100 procent grøn gas i 2030:

- I den forbindelse er det vigtigt for regeringen, at der foreligger et veloplyst og velunderbygget beslutningsgrundlag, som blandt andet belyser omkostninger for husholdninger, virksomheder og samfundet som helhed, slutter Lars Aagaard

Overgangsordning
Ifølge ”Klimaaftale om grøn strøm og varme” skal der fra 2035 ikke længere være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr.

Som en overgangsordning, indtil gasfyrene i husholdningerne bliver udfaset og erstattet med fjernvarme eller varmepumper, skal gasforbruget gøres grønt:

- Det er regeringens mål, at så mange husstande som muligt kommer væk fra individuelle gas- og oliefyr så hurtigt som muligt, forklarer ministeren.

Det skønnes, at der er cirka 120.000 husholdninger med gasfyr i 2035.

18/8 2025