
Årlig kvote for tilladelser til udenlandsk arbejdskraft
Certificeringsordning vil kræve, at de pågældende virksomheder er omfattet af ordnede løn-og arbejdsvilkår
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Victoria Velasquez fra Enhedslisten har spurgt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), om regeringen støtte en ”national og ambitiøs model” for ID-kort på byggepladser, hvor arbejdsmarkedets parter kan få adgang til data, ”når det vil være fagretligt nødvendigt”.
Hun henviser til, at regeringen taler om oprettelsen af et ID-kort i forbindelse med en ny certificeringsordning for udenlandsk arbejdskraft med lavere beløbsgrænser for certificerede virksomheder.
Årlig kvote for tilladelser
Ministeren slår fast, at en sådan ordning vil kræve, at de pågældende virksomheder er omfattet af ordnede løn-og arbejdsvilkår, og der bliver sat en årlig kvote på antallet af tilladelser:’
- Det vil under ordnede forhold give adgang til ny arbejdskraft, og ordningen vil blive evalueret inden for to år.
- Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg lægger stor vægt på, at der i arbejdet med en ny certificeringsordning tages højde for gode løn- og arbejdsvilkår, slutter Ane Halsboe-Jørgensen, der ikke vil oplyse yderligere, men henviser til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.