Statsautoriseret Storebæltsrøveri på 20 milliarder kroner
”Du må ikke stjæle” er et af de ti grundlæggende bud, som Moses nedfældede i stentavlerne. Når borgere ”stjæler”, straffes de ifølge loven, men når det er politikere, der stjæler fra borgerne, sker der ikke noget
Kommentar af Dan Bjerring
Christiansborg
Det fremgår af et svar fra transportminister Thomas Danielsen til Folketingets Transportudvalg, at Folketingets politikere har begået et statsautoriseret røveri på cirka 20 milliarder ”nutidskroner” fra de borgere og virksomheder, der har kørt over Storebæltsbroen.
Faktisk indrømmer ministeren, at havde Folketinget IKKE forgrebet sig på indtægterne fra Storebæltsforbindelsen, som det var lovet danskerne IKKE skulle bruges på andet end tilbagebetaling af udgifterne til forbindelsen, så havde Storebæltsbroerne været tilbagebetalt i foråret 2025.
Gældfri foråret 2025
Thomas Danielsen oplyser CITAT:
- Hvis udbytteudlodningerne ikke var blevet anvendt til medfinansiering af andre infrastrukturprojekter, ville Storebæltsforbindelsen således alt andet lige kunne forventes at være blevet gældfri i 1. kvartal 2025…
Det går pengene til
I stedet ”skylder” Storebæltsforbindelsen stadig næsten 16 milliarder kroner, fordi det politiske flertal på Christiansborg ikke har kunnet stå for fristelsen til at bruge iondtægterne på Storebælt til andre ting:
1. En grøn transportpolitik (2009) på 9,0 milliarder kroner i 2009-priser
2. Udvidelsen af Fynske Motorvej (2018) på 2,2 milliarder kroner (i 2018 priser)
3. Infrastrukturplan 2035 (2021) på 7,9 milliarder kroner (i 2021-priser).
Ultimo 2024 havde Sund & Bælt samlet udloddet 15. milliarder kroner i løbende priser til aktionæren (STATEN).
KOMMENTAR:
Det var et udtrykkeligt løfte med vedtagelsen af den faste Storebæltsforbindelse, at når investeringen i forbindelsen var tilbagebetalt, skulle det være ”gratis” at køre over broen, der kun skulle have dækket vedligeholdelsesudgifterne fra broafgiften.
Der blev fra mange sider advaret mod, at når broen var betalt, ville politikerne ikke kunne modstå fristelsen til at bruge den faste forbindelse som en uudtømmelig skattekilde og bruge3 indtægter til alt muligt andet end alene vedligeholdelse.
Siden er et andet selvpåført politisk problem opstået i form af Femernforbindelsen, som Danmark er alene om at finansiere.
Ledende transportpolitikere har over for BygTek erkendt, at finansieringen af Femernforbindelsen er afhængig af fortsat høje broafgifter på Storebælt.
Altså at billisterne på Storebæltsforbindelsen skal betale OVERPRIS for, at Femernforbindelsen ikke skal ende som en økonomisk katastrofe.