Stigende klimabevidsthed giver tingforstoppelse

Stigende klimabevidsthed giver tingforstoppelse

Forbrugertillidsindikatoren fra Danmarks Statistik er i oktober minus 8,9, og det er en tilbagegang i forhold til september, hvor den var minus 6,8

Af Dan Bjerring

Gennemsnittet for de seneste seks måneders forbrugertillidsindikator er minus 6,6, og ifølge Danmarks Statistik skyldes tilbagegangen især forbrugernes syn på deres egen nuværende og fremtidige økonomiske situation.

I en kommentar siger cheføkonom Bo Sandberg fra Brancheforeningen Aktive Ejere, at forbrugerforventningerne svinger lidt op og ned omkring en grundlæggende ret pessimistisk trend:

- Dermed svinger forbrugertilliden ret meget ude af takt med andre nøgletal i dansk økonomi, selvom vi på det allerseneste også har set en lille opbremsning på arbejdsmarkedet fra et rekordhøjt udgangspunkt, siger Bo Sandberg.

Faldet siden sommerferien
Efter en svag fremgang gennem første halvår 2024, er den samlede forbrugertillidsindikator fra Danmarks Statistik faldet siden sommerferien. Senest fra -6,8 i september til -8,9 i oktober.

Og det er ifølge cheføkonomen ”lidt overraskende” - især bedømmelsen af familiernes egen økonomiske situation, der er faldet:

- Det skal muligvis ses i lyset af enkelte fyringsrunder i erhvervslivet. Forbrugernes grundstemning er forsigtig, fordi inflationschokket fra 2022 stadig sidder i vores kroppe, hjerner og betalingskort, siger Bo Sandberg.

Efterspørger genbrug
Desuden peger han på nogle mere strukturelle ændringer i forbrugsmønstre og vaner:

- Klimabevidsthed giver et vist element af ”tingforstoppelse” så mange forbrugere efterspørger genbrug og oplevelser i højere grad end traditionelt materielt forbrug.

– Det kan meget vel også afspejle sig i forbrugertillidsmålingen fra Danmarks Statistik, hvor det jo af hensyn til en sammenlignelig tidsserie, er de samme spørgsmål, respondenterne bliver stillet år efter år, siger cheføkonomen.

Bomstærk grundform
Alt i alt konstaterer han dog fortsat, at dansk økonomi er fortsat i en ”bomstærk grundform” og renterne er på vej ned.

Ifølge Danmarks Statistik steg den samlede sæsonkorrigerede erhvervstillidsindikator fra et indekstal på 107,5 i september til 108,4 i oktober.

Erhvervstilliden befinder sig dermed på det højeste niveau siden Ruslands invasion af Ukraine og inflationschokket satte ind i foråret 2022:

- Derfor er det ikke overraskende, at erhvervslivet har skruet op for optimismen. Til gengæld bliver kløften mellem forbrugertilliden og erhvervstilliden stadig større, siger Bo Sandberg.

Øger i stedet for at reducere
Set fra de private investorers side, er det positivt, at der i Danmarks Statistiks månedlige temperaturmåling er en overvægt af virksomheder, der forventer at øge frem for at reducere investeringerne i 2025.

Især industrien er klar til at udvide kapaciteten og investere i grøn omstilling. Det kræver dog kapital, og det er både kapitalfonde, venturefonde og ”business angels” ifølge Bo Sandberg klar til at tilbyde, siger Bo Sandberg.

24/10 2024