Jens Romundstad stopper som direktør for Solartag
'Biker-Jens' mener ikke, han har den rette profil til at drive virksomheden videre, og vil gerne bruge mere tid med familien
Del artiklen påVirksomheden Solartag i Ishøj vest for København har de seneste år mangedoblet salget af tage med integrerede solceller og har haft svært ved at følge med en hastigt stigende interesse. Meget af succesen kan virksomheden takke administrerende direktør og medejer, Jens Romundstad, for, men fremover skal en anden profil forsøge at virksomheden til at fortsætte med at vokse.
I et opslag på Linkedin gør Jens Romundstad det klart, at beslutningen er truffet i enighed med grundlægger og majoritetsejer, Thomas Pedersen.
- Solartag står naturligt overfor en yderligere international ekspansion. Jeg har aldrig tidligere i min karriere arbejdet med internationalisering. Derfor har jeg aftalt med Thomas Pedersen og Impagt a/s, at jeg stopper som administrerende direktør og giver plads til en profil, som er bedre end mig til dette.
- Det er også i min egen interesse, da jeg selvfølgelig fortsat er medejer af Solartag med mine 22,5% af ejerskabet. Jeg har knoklet for Solartag, og det er en kæmpe tilfredsstillelse sammen med Solartags skønne medarbejdere at få en samlet ordretilgang pr år til at vokse fra 8 millioner til 89 millioner kroner på kun to år og sikre et komplet tagsystem, der leverer på både æstetik, kvalitet og konkret grøn omstilling, skriver Jens Romundstad og tilføjer:
- Samtidig får jeg mulighed for at puste lidt ud med familien. Det ser jeg også frem til, samtidig med at være en del af ejerkredsen omkring Solartag.
-dc