Milliarder at spare for boligejerne
Rapport fra Teknologisk Institut dokumenterer, at rensning og maling af betontagsten forlænger tagets levetid markant.
Af Dan Bjerring
For Dansk Tagbearbejdning kommer konklusionen på analysen fra Teknologisk Institut ikke som nogen overraskelse.
I flere end 30 år har virksomheden forsøgt at trænge igennem med budskabet om, at de sandsynligvis millioner af bygninger i Danmark med betontagsten - det mest udbredte tagmateriale på danske énfamiliehuse - kan med den rette vedligeholdelse holde årtier længere.
Alligevel vælger mange boligejere hvert år at udskifte et tag, der altså kunne være bevaret i årtier.
To identiske tage
Analyse er udført af Teknologisk Institut på vegne af Tagmalerforeningen i Dansk Byggeri. Rapporten sammenligner mikroskopisk betontagsten fra to identiske tage — ét renset og malet tag og ét ubehandlet tag.
Og resultatet viser, at det behandlede tag fremstår uden tegn på nedbrydning efter 13 års eksponering, mens det ubehandlede tag udviser kraftig forvitring, afskalling og organisk begroning. Teknologisk Institut konkluderer, at ”overfladebehandlingen forlænger betonteglens levetid.
Samme med eternitplader
Mads Ulsøe, der er administrerende direktør hos Dansk Tagbearbejdning, henviser til, at det har været svært at blive hørt, fordi der manglede den videnskabelige dokumentation:
- Nu har vi den. Det her er ikke en salgstale, det er fakta, siger han.
I 2023 dokumenterede Teknologisk Institut den samme effekt på eternitplader, og konklusionerne var entydige - fugt, der trænger ind i en ubehandlet plade kombineret med frost og tø, fører til sprækker, udludning og sammenbrud af materialet. Et intakt malingslag forhindrer denne proces og kan forlænge levetiden med årtier.
Milliardbesparelser til boligejere
Et nyt betontag koster typisk mellem 150.000 - og 300.000 kroner - afhængigt af husets størrelse. Rensning og maling koster en brøkdel, men alligevel vælger mange boligejere udskiftning frem for vedligehold - ofte fordi de ikke har vidst, at vedligehold faktisk virker:
- Når rapporten dokumenterer, at et behandlet tag kan holde markant længere, burde regnestykket være enkelt for de fleste boligejere. Hvorfor smide et tag ud, der sagtens kan holde langt ind i fremtiden? slutter Mads Ulsøe.
.