
Når det stormer i Danmark – drypper det på håndværkerne
Efter de seneste dages stormvejr skal landets håndværkere igen i gang med at udbedre skader hos boligejerne. Og det kan i en overgang give ekstra travlhed
Af Dan Bjerring
Selv om der er tryk på kedlerne i byggesektoren, har kunderne gode udsigter til at få klaret problemerne i forbindelse med den voldsomme storm
Ifølge direktør Morten Frihagen i Dansk Håndværk har mange lokale håndværkere plads i kalenderen, så de står parate, når kunderne ringer.
Det betyder at de ødelæggelser, stormen "Floriane" har givet, forhåbentlig hurtigt kan blive løst. Det gælder både skader som følge af blæsten og i nogle områder på grund af de store regnmængder, som giver oversvømmelser og fugtskader, der skal afværges.
Skal gå hurtigt
Morten Frihagen understreger, at selv om "Floriane" tilsyneladende kun har betydet få voldsomme ødelæggelser på bygninger, viser der sig typisk en mængde problemer i kølvandet på den type blæsevejr og regn.
Og selv om der kun er tale om mindre skader, er de vigtige at få udbedret, før de udvikler sig:
- Selv om der kun er tale om en enkelt tagsten, der er fløjet af eller ligger skævt på den nederste del af et tag, er det faktisk et problem, der skal tages hånd om relativt hurtigt.
- Det kan nemlig betyde, at alt det regnvand, der løber ned fra toppen af taget, trænger ind i bygningen og giver fugtskader i konstruktionen eller ligefrem på loftet længere nede i bygningen. Så selv småskader skal tages alvorligt, forklarer Morten Frihagen.
Bytter om på rækkefølgen
Ved den type hasteopgaverne bytter de lokale virksomheder ofte rundt på rækkefølgen af deres opgaver.
Derfor kan der i nogle dage opstå situationer, hvor håndværkerne bliver nødt til at udskyde arbejde, der ellers var planlagt.