Tekstilaffald bliver til effektiv isolering

Tekstilaffald bliver til effektiv isolering

PRODUKTNYT: Insutex lancerer et nyt isoleringsmateriale, TextBatt 37 Bio, der forener upcycling af tekstilaffald med gode præstationer som isoleringsmateriale

Byggebranchen står over for et paradigmeskifte. Krav om CO2-reduktion, ESG-
rapportering og EU’s taksonomi betyder, at materialer ikke længere blot måles på pris,
men på dokumenteret klimaaftryk og teknisk ydeevne.

Her introducerer Insutex et nyt isoleringsmateriale – TextBatt 37 Bio – der forener
upcycling af tekstilaffald med certificeret performance, skriver virksomheden i en meddelelse.

Det nye isoleringsmateriale har en attraktiv termisk ydeevne – dokumenteret med en lambdaværdi på 0,037.

Det matcher branchens bedste standarder for varmeisolering og reducerer samtidig varmetab gennem klimaskærmen.

TextBatt 37 Bio er samtidig fugtregulerende og diffusionsåbent. Produktet er brandhæmmende, overholder bygningsstandarder og er udviklet med fokus på procesgennemsigtighed og
dokumenteret performance, så bygherrer og entreprenører kan være trygge ved
kvaliteten og den tekniske dokumentation.

Som en ekstra fordel er materialet installationsvenligt: Det kan håndteres uden brug af
handsker eller mundværn, er nemt at arbejde med på byggepladsen – og hurtigt at
installere.

Om Insutex

Insutex arbejder med at forvandle tekstilaffald til nye byggematerialer, der kombinerer cirkulær økonomi med teknisk ydeevne – og som imødekommer de stigende krav til dokumentation, lav VOC, sundt indeklima og ansvarligt materialevalg i byggebranchen.

Målet er at gøre upcyclede materialer til et reelt og professionelt valg i byggeriet – uden
at gå på kompromis med funktion, kvalitet eller sikkerhed, oplyser virksomheden.


-kis

29/10 2025