LCA
scroll
Verdens største tagplacerede solcelleanlæg skal ligge i HorsensSolcelleanlæggets samlede effekt er cirka 35 MWp

Verdens største tagplacerede solcelleanlæg skal ligge i Horsens

Den årlige produktion af grøn strøm forventes at ligge på over 33 GWh, hvilket svarer til husstandsforbruget for ca. 7300 husstande eller 6 % af det samlede strømforbrug i Horsens Kommune

Solcellevirksomheden SolarFuture ApS fra Albertslund, har landet ordren om at etablere et 35 MW tagplaceret solcelleanlæg på DSV's nye logistikcenter i Horsens.

Et spektakulært projekt, som sætter både DSV og SolarFuture på verdenskortet indenfor solcelleindustrien. Etableringen af byggepladsen er netop påbegyndt og forventes afsluttet i december 2024.

Et solcelleanlæg med lignende produktionsstørrelse ses normalt kun udført ved solcelleparker på jorden her i Danmark og man skal til udlandet for at finde lignende projekter udført på industriens tage.

Men selv i sammenligning med de største fra udlandet - herunder Teslas GigaFactory i Nevada - vil elproduktionen fra solcelleanlægget i Horsens overgå de eksisterende installationer i verden.

Bygningsmassen på DSV's logistikcenter er på over 300.000 m2, et areal der svarer til verdens 5. største bygning, hvoraf størstedelen af tagfladen bliver dækket af solcellepaneler.

Den årlige produktion af grøn strøm forventes at ligge på over 33 GWh, hvilket svarer til husstandsforbruget for ca. 7300 husstande eller 6 % af det samlede strømforbrug i Horsens Kommune.

Ligeledes vil solcelleanlægget spare DSV for over 5300 ton CO2-udledning (iflg. dansk beregningsgrundlag) pr. år, hvilket er et signifikant bidrag til den grønne omstilling.

- Planlægningen af selve installationen af solcelleanlægget har selvfølgelig været i fokus under hele projekteringsperioden, men faktisk oplever vi at sammensætningen af logistikken har været den mest udfordrende faktor.

- Logistikcenteret modtager dagligt over 1000 lastbiler, så at få leveret komponenter til verdens største tagplacerede solcelleanlæg, har krævet stort fokus at få skemalagt korrekt. Vi har dog en god plan klar og glæder os til at gå i gang, siger projektchef i SolarFuture, Jens Christian Sørensen.

Han suppleres af administrerende direktør i SolarFuture, Mads Christensen.

- Det er et skelsættende projekt for både os i SolarFuture ApS, men for hele solcellebranchen generelt. Det er selvfølgelig en kæmpe ære at blive udvalgt til at opføre verdens største tagplacerede solcelleanlæg, som vi glæder os til at levere.

- Der er sammensat et stærkt team af specialister til udførelsen, så vi forventer en forholdsvis hurtig installation, så længe logistikken spiller, siger han.

Om anlægget

Samlet effekt på solcelleanlægget: 35 MWp
Årlig produktion: 33,15 GWh
CO2-besparelse: 5300 ton CO2 pr. år
Montage-system: Ballastsystem
Placering: Øst/Vest for optimal jævnproduktion over hele døgnet

-dc

27/2 2024