
HusCompagniet med underskud - ser højere aktivitet i 2025
HusCompagniet ser stigende interesse for husbyggeri i 2025, trods geopolitiske spændinger
HusCompagniet kom ud af 2024 med en omsætning på knap 2,3 milliarder kroner mod knap 2,4 milliardere kroner året før. Udviklingen skyldes færre afleveringer i første halvår 2024 i forlængelse af nedgang i salget året før.
Det betød også, at selskabet kom ud med et underskud. Resultatet af den primære drift blev 104 millioner kroner i 2024 i forhold til 108 millioner kroner året før, og det medførte en uændret EBITDA-margin på 4,5 procent.
Resultatet før skat lød i 2024 på 9 millioner kroner mod 23 millioner kroner i 2023, mens resultatet efter skat i 2024 landede på -5 millioner kroner mod knap 15 millioner kroner året før.
- Selvom kunderne fortsat var forsigtige i et marked i bedring, var vi i stand til at øge vores markedsandel inden for enfamiliehuse til 18-19 procent efter en vækst i salget på 30 procent siden 2023.
Samtidig fortsatte vi med at udbygge vores position som en vigtig aktør inden for rækkehuse til B2B-segmentet, hvor vi indgik flere partnerskaber og øgede vores salg med 227 procent i forhold til sidste år. Med afsæt i den udvikling leverede vi på forventningerne til 2024, siger CEO i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen.
Betingelserne i markedet for husbyggeri stabiliserede sig i 2024 sammenlignet med en ekstremt udfordrende periode i 2022-2023. På baggrund af en dansk kerneinflation under 2 procent og marginalt faldende renter blev forbrugertilliden og interessen i husbyggeri gradvist forbedret fra et meget lavt niveau.
HusCompagniet er dog optimistiske, og forventer en mærkbar fremgang i omsætningen til hele 2,8 - 3,1 milliardere kroner for 2025.
Forventningerne til 2025 er baseret på, at der leveres 1.000-1.200 huse, at der ikke opstår væsentlige forstyrrelser af forsyningskæderne, og at råvarepriserne ikke overstiger de nuværende niveauer væsentligt.
- Vi ser en stigende interesse for husbyggeri, og vi har øget salget og ordrebeholdningen. Selv om sigtbarheden på den korte bane forbliver lav på grund af geopolitiske spændinger og lav forbrugertillid, er vi godt positioneret til at gribe muligheder i markedet, og vi forsætter med at foretage målrettede investeringer og igangsætte strategiske initiativer for at levere solide resultater i 2025 og fremover, siger Martin Ravn-Nielsen.
HusCompagniet er børsnoteret.
-kis